Af Ritzau - 04/10-16 13:00; Opdateret: 04/10-16 15:21

Begejstret Samuelsen er klar til forhandlingslokaletBegejstret Samuelsen er klar til forhandlingslokalet

Løkkes tale kunne være holdt på LA's landsmøde, mener LA's leder. Han står stadig fast på sit topskattekrav.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, holder fast i sit krav om lettelser i topskatten på fem procentpoint hele vejen op.

Men selv om det ser svært ud for ham at få kravet opfyldt, er han meget begejstret for den åbningstale, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt tirsdag.

- Det var en af de bedste taler, jeg har hørt fra en statsminister ved en åbningsdebat. Jeg er meget begejstret.

- Det er en tale, der godt kunne være holdt på Liberal Alliances landsmøde, siger Anders Samuelsen.

Statsministeren udstak i sin tale de overordnede linjer i et nyt udspil om boligskatten, som regeringen vil fremlægge onsdag. Ifølge statsministeren vil ingen nuværende boligejere komme til at betale mere i skat.

Det er sød musik i den liberale leders ører.

- Det er noget, som vi har haft på vores program. Det er meget godt.

- Nu vil vi kigge på den konkrete model i forhandlingslokalet, siger Anders Samuelsen.

På trods af skattestoppet på ejendomsskatten er boligskatterne samlet steget med 18 milliarder kroner siden 2001. Det skyldes, at skattestoppet kun gælder ejendomsværdiskatten, men ikke grundskylden.

Anders Samuelsen har dog ikke kun været positiv over for statsministerens udmeldinger.

Mandag sagde partilederen ifølge Børsen, at han burde have væltet Lars Løkke Rasmussen allerede i august, da 2025-planen ikke indeholdt et forslag om at sænke topskatten med fem procentpoint for alle.

- I princippet løb Lars Løkke fra sit løfte på det tidspunkt. Men vi går ind i forhandlingslokalet med henblik på at få et resultat. Det resultat skal også nok komme, siger Anders Samuelsen.

Han står fortsat helt fast på, at der i planen skal være en topskattelettelse på fem procentpoint uden det loft på en million kroner, som regeringen har foreslået.

- Der er ikke noget, der skaber mere vækst per krone end at lette topskatten, siger partilederen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress