Af Ritzau - 25/04-16 15:57

DF vil styrke forsvar for at nå Natos målDF vil styrke forsvar for at nå Natos mål

Dansk forsvar skal leve op til Natos højere krav, mener Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup.

Danmark skal stoppe sparekniven, så forsvaret om ti år får to procent af bruttonationalproduktet, BNP, som Nato vedtog på topmødet i september 2014 i Wales.

Det siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, om kravet fra USA's præsident, Barack Obama.

Hun kræver flere penge til forsvaret i et nyt forsvarsforlig. Danmark skal købe nye kampfly i stedet for F-16 fly.

- Vi er nødt til at lægge en plan for få et forsvar, som svarer til det, som er forventet, og det, som vi er forpligtet til i Nato. Jeg kan ikke sige præcis hvornår, men måske i løbet af de næste ti år, mener Marie Krarup.

Hun kæmper for, at forsvaret kan håndhæve dansk suverænitet og forsvare dansk territorium. Hendes holdning er blevet forstærket, siden Rusland indtog Krimhalvøen og støttede russiske separatister i det østlige Ukraine.

- Dansk Folkeparti har altid ment, at vi skal have et stærkt forsvar. Der sker mange ting i verden, man ikke kan forudse. Vi kan igen opleve en trussel mod dansk territorium, siger Marie Krarup.

Danmark skal altid have et stærkt forsvar, ligesom man må have en stærk brandforsikring, mener hun.

- Hvem vidste 10. september 2001, at USA ville blive angrebet fra Afghanistan? Ingen havde forudset, at vi skulle have soldater i Afghanistan. Så vi skal have et forsvar, som kan reagere, hvis der sker noget, siger Marie Krarup.

- Vi har ikke et forsvar, som er godt nok til at forsvare dansk territorium. For der er meget, som vi ikke har. Forsvaret er enormt tyndslidt.

Russiske jagerfly fløj for nylig ni meter fra en amerikansk destroyer i Østersøen, påpeger hun.

- Vi skal tage det alvorligt og vise vor tilstedeværelse. Men russerne gør det ikke, fordi de vil angribe, mener Marie Krarup.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress