Af Ritzau - 13/09-16 18:03; Opdateret: 13/09-16 20:29

EL kræver grundig undersøgelse efter ny Dong-afsløringEL kræver grundig undersøgelse efter ny Dong-afsløring

Hvem vidste, at Dong kunne øge sin værdi med 50 milliarder ved at satse på havvindmølleparker, spørger EL.

Salget af energiselskabet Dong Energy har hele tiden været fordækt og uskønt. Men nu er der sat endnu en tyk streg under, at salget er en kæmpe skandale.

Sådan lyder reaktionen fra Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, efter at lækkede dokumenter ifølge netmediet Føljeton har vist, at Dong Energy kunne øge sin værdi med 50 milliarder kroner ved at satse på havvindmølleparker.

De interne beregninger har Finansministeriet negligeret.

- Det er ikke bare fusk, men kunne have ændret ved, at vores alle sammens energiselskab stadig var på fællesskabets hænder, siger Pernille Skipper.

Statsrevisorerne skal på baggrund af en indstilling fra Rigsrevisionen beslutte sig for, om der skal foretages en undersøgelse af forløbet.

- Hvis Statsrevisorerne ikke var overbevist før, bør de være overbevist nu. Det bør være den helt store pakke, vi ruller ud, siger Pernille Skipper.

- Der skal helt åbenlyst graves i, hvem der vidste, at der lå den her forretningsplan, som kunne indbringe mange milliarder. Derudover skal vi finde ud af, hvilke andre oplysninger som er blevet foreholdt for folketinget, siger hun.

Dansk Folkepartis statsrevisor, Henrik Thorup, har tidligere sagt, at han ville stemme for en undersøgelse. Blandt de seks statsrevisorer er der tradition for at efterkomme ønsker om en undersøgelse, hvis bare en af dem mener, det er nødvendigt.

Det er fortsat partiets holdning, at forløbet omkring Dong-salget skal klarlægges, siger finansordfører René Christensen (DF).

- Vi er stadig fortalere for en undersøgelse af salget af Dong. Vi har en stærk interesse i at finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag. For helt ærligt, så ved jeg det ikke. Det er der jo ikke særlig mange, der ved.

- Det kan jo næsten se ud som om, man har glemt 50 milliarder kroner, selv om der selvfølgelig altid er to sider af samme sag, siger han.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress