Af Ritzau - 26/10-16 13:29; Opdateret: 26/10-16 14:28

Kenyansk maratondronning får fordoblet dopingkarantæneKenyansk maratondronning får fordoblet dopingkarantæne

Kenyas Rita Jeptoo får fire års karantæne i stedet for to år for at være testet positiv for epo.

Den kenyanske maratonløber Rita Jeptoos dopingstraf er blevet fordoblet fra to til fire år, meddeler Den Internationale Sportsdomstol, CAS.

Rita Jeptoo blev i september 2014 testet positiv for epo uden for konkurrence, og i begyndelsen af januar året efter blev hun idømt to års karantæne af atletikforbundet i Kenya.

Rita Jeptoo appellerede straffen til CAS, og det samme gjorde Det Internationale Atletikforbund (IAAF).

IAAF mente, at Jeptoo skulle have en længere straf, og CAS skriver i dommen, at der er "skærpende omstændigheder" i forhold til Jeptoo.

CAS nævner også, at Jeptoo har opført sig vildledende og obstruktivt gennem hele sagsforløbet.

Rita Jeptoo er 35 år, og hun har tilhørt den absolutte verdenselite de senere år. Hun vandt blandt andet Boston Marathon og Chicago Marathon i både 2013 og 2014.

Hun får både frataget sejren i Boston og Chicago i 2014 samt alle andre resultater, der er hentet siden 17. april 2014.

Maratonløberen skal betale IAAF omkring 100.000 kroner i sagsomkostninger, ligesom at hun får frataget startpenge og præmiepenge fra alle løb siden 17. april 2014.

Den fireårige karantæne er med virkning fra 30. oktober 2014, og Rita Jeptoo kan dermed se frem til at måtte konkurrere igen i efteråret 2018.

For en uge siden meddelte Jeptoo, at hun igen var begyndt at træne med henblik på et comeback, og hun udtrykte optimisme i forhold til CAS-beslutningen.

- Jeg er returneret til seriøs træning med håbet om at vende tilbage til maratonløb snart, lød det ifølge AFP fra kenyaneren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress