Af Ritzau - 09/08-16 18:46; Opdateret: 09/08-16 21:18

Tysk politi har anholdt formodet medlem af ISTysk politi har anholdt formodet medlem af IS

24-årig asylsøger er mistænkt for at have planer om at angreb mod åbningskamp i Bundesligaen.

Tyske specialstyrker har anholdt en 24-årig asylsøger i delstaten Rheinland-Pfalz. Han er mistænkt for at være medlem af Islamisk Stat.

Den 24-årige blev anholdt fredag af specialstyrken, efter at politiet havde fået et tip om manden fra et fængsel i delstaten Nordrhein-Westfalen, oplyser officielle kilder til det tyske nyhedsbureau dpa.

Det formodes, at der var planer om et angreb mod åbningskampen i Bundesligaen 26. august.

I åbningskampen i Bundesligaen tager Bayern München imod Werder Bremen i München.

Politiet siger, at de ikke har konkrete beviser mod den 24-årige, som dog tilbageholdes under den igangværende efterforskning.

- Anholdelsen viser, at sikkerhedsstyrkerne samarbejder effektivt i kampen mod islamistisk terror, siger indenrigsministeren i Nordrhein-Westfalen, Ralph Jäger.

- Vi tager ethvert spor alvorligt og efterforsker det, siger han.

Myndighederne afviser at oplyse yderligere detaljer.

Tyskland, som er EU's økonomiske lokomotiv, er blevet ramt af en række angreb i den seneste tid.

Et økseangreb i Würzburg, et skyderi i München, et knivangreb i Reutlingen og en selvmordsbombe i Ansbach har efterladt 13 døde, inklusive tre gerningsmænd, og dusinvis af sårede.

Islamisk Stat har hævdet at stå bag to af angrebene.

Forbundskansler Angela Merkel afbrød sin ferie i sidste måned som følge af angrebene.

Merkel holder ferie i byen Uckermark i det nordøstlige Tyskland, men kommer tilbage i hovedstaden, Berlin, på torsdag.

Tre af de fire angreb, der har rystet Tyskland i den seneste uges tid, var udført af asylansøgere, hvilket har ført til fornyet kritik af Merkels asylpolitik.

Hendes støtter har været hurtigt ude og sige, at tre af de fire gerningsmænd har været i Tyskland i årevis og ikke var en del af den flygtningebølge, Europa har oplevet.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress