Af Ritzau - 06/09-16 21:00

Tøndebomber gav snesevis åndenød i AleppoTøndebomber gav snesevis åndenød i Aleppo

Øjenvidne melder om kraftig lugt efter angreb i Aleppo. Mange måtte behandles for vejrtrækningsproblemer.

Over 70 mennesker har fået problemer med at trække vejret, efter at helikoptere fra den syriske regeringshær kastede tøndebomber over et oprørskontrolleret område af den syriske by Aleppo.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

De fleste, der befandt sig i nærheden af angrebet, var civile, meddeler eksilorganisationen, der får sine oplysninger fra et netværk af kilder i Syrien.

Aleppo Media Centre, som tilhører oppositionen mod præsident Bashar al-Assad, hævder, at Sukkari-distriktet i byen blev ramt af et angreb med klorgas.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder kan ikke bekræfte denne oplysning, men siger, at ingen meldes dræbt i angrebet.

En indbygger siger til nyhedsbureauet AFP, at en "meget kraftig lugt" bredte sig i nabolaget, efter det var blevet ramt af en tøndebombe. Han tilføjer, at han og andre efterfølgende fik problemer med at trække vejret.

Både oprørere og regeringsstyrker beskylder med jævne mellemrum hinanden for at stå bag angreb mod civile og for at bruge våben som klorgas og sennepsgas.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress