Af Ritzau - 26/04-16 12:01; Opdateret: 26/04-16 12:13

Regering er i mindretal om udflytningen af Diis-institutRegering er i mindretal om udflytningen af Diis-institut

Det er ikke flertal for at flytte Dansk Institut for Internationale Studier fra København til Aarhus.

Socialdemokraterne stemmer imod udflytning af Dansk Institut for Internationale Studier fra København til Aarhus.

Liberal Alliance er også imod forslaget om udflytningen, og dermed kan regeringen ikke tælle til 90 mandater. Det skriver DR Nyheder.

- Der har været massiv kritik af udflytningen i de høringssvar, der er givet. Vi har også selv forsøgt at få svar fra regeringen på noget af den kritik, som der er fremkommet.

- Og af de svar, regeringen har givet, fremgår klart, at placeringen af Diis i København er det, der er mest fornuftigt, siger medlem af Folketingets udenrigsudvalg Mogens Jensen (S) til DR Nyheder.

Flytningen af instituttet med 88 stillinger er en del af udflytningen af knap 4000 statslige arbejdspladser, som regeringen præsenterede i oktober sidste år. Udflytningen af instituttet kræver modsat de andre en lovændring og dermed et flertal i Folketinget.

Afvisningen kommer efter længere tids overvejelser blandt Socialdemokraterne.

- Vi har haft det udgangspunkt, at vi generelt har støttet regeringens udflytningsplaner.

- Det er fornuftigt, at der er en bedre balance i fordelingen af statslige arbejdspladser, men i Diis' tilfælde er 98 procent af deres samarbejdspartnere og hovedbrugere i hovedstadsområdet, siger han.

Regeringen har lagt vægt på, at instituttet har et samarbejde med Aarhus Universitet.

Det ville Socialdemokraterne gerne imødekomme og har derfor forsøgt at forhandle en aftale på plads med regeringen om at flytte en mindre del af Diis til Aarhus for at styrke samarbejdet med Aarhus Universitet.

Men det har regeringen ikke ønsket, og derfor fastholdes placeringen af Diis ifølge Mogens Jensen.

Det kræver en lovændring at flytte Diis, fordi der i instituttets vedtægter står, at det har til huse i København.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress