Af Ritzau - 19/09-16 21:17

Aalborg vinder igen i herrehåndboldligaenAalborg vinder igen i herrehåndboldligaen

Aalborg Håndbold besejrede mandag Århus efter to gode perioder omkring pausen.

Århus Håndbold, som blev nummer tre i grundspillet i herreligaen i den seneste sæson, har fået en fattig start på den nye.

Mandag blev det til det andet nederlag af to mulige i 888 Ligaen, da turen gik til Aalborg.

Aalborg Håndbold vandt 27-21 og er dermed fortsat ubesejret i toppen af rækken.

De nordjyske værter lagde bedst fra land og var foran 3-0, før gæsterne kom i gang og åd sig ind i opgøret frem mod 8-8. Her røg Århus dog ind i en mindre scoringskrise, og Aalborg scorede fire på stribe og kunne siden gå til pause foran 14-10.

I anden halvleg kom Aalborg igen bedst ud af starthullerne og nåede på 17-10, og så var den kamp så godt som afgjort.

Topscorer for Aalborg blev Martin Larsen med seks mål.

Sebastian Henneberg nettede fem gange for Århus.

I første spillerunde fik Århus Håndbold én over nakken med et 23-40-nederlag til TTH Holstebro, mens Aalborg Håndbold hev en sikker 28-15-sejr med hjem fra besøget hos Sønderjyske.

I den anden kamp mandag aften havde HC Midtjylland, som med nød og næppe undgik nedrykning i den forgangne sæson, besøg af oprykkerne Randers HH.

Den kamp vandt værterne HC Midtjylland med 32-29 efter føring på 15-12 ved pausen.

Det var også Midtjyllands anden sejr af to mulige, mens Randers endnu har til gode at smage sejrens sødme.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress