Af Ritzau - 16/06-16 14:28

Folkemødet åbner i solFolkemødet åbner i sol

Borgmester og statsminister byder velkommen til politisk festival, der ventes at sætte endnu en deltagerrekord

Har deltagerne til Folkemødet på Bornholm skelet til vejrudsigten de seneste dage, har de formentlig pakket gummistøvler og paraplyer til turen til solskinsøen.

Men torsdag eftermiddag kan borgmester Winni Grosbøll (S) byde velkommen i et tørt og næsten solbeskinnet Allinge.

Hun lægger ikke skjul på, at et bestemt arrangement på årets folkemøde betyder meget for hende, nemlig besøget af det russiske band Pussy Riot.

- På årets folkemøde er en gammel drøm gået i opfyldelse. Det har i mange år været en ambition, at vi skulle invitere verden inden for på hovedscenen, siger hun.

- De vil give et perspektiv på kampen for ytringsfrihed i en anden del af verden, siger hun om det feministiske punkkollektiv, der i 2012 fik verdens opmærksomhed, da tre af dets medlemmer blev idømt fængselsstraf for at optræde med Putin-kritik i en kirke.

Winni Grosbøll lægger ikke skjul på, at deltagerne dog nok må indstille sig på regn i løbet af de fire dage, Folkemødet varer.

- Der er en fordel ved regnen, og det er, at teltene bliver fyldt endnu mere op, for så er der god grobund for dialog.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder traditionen tro den officielle åbningstale.

Han indleder med en anekdote om, hvordan daværende indenrigsminister Bertel Haarder (V) i 2010 overtalte ham til at indføre en dansk pendant til den svenske Almedalsveckan.

- Og hvis Bertel er Folkemødets far, så er Winni Grosbøll Folkemødets mor, siger Løkke.

Han siger også, at det for ham er en selvfølge at være med på Folkemødet. Han fremhæver, at Folkemødets formål er dialog mellem politikere og borgere.

- Selv om vi ikke bliver 100 procent enige, bliver vi i hvert fald klogere. Og når vi bliver klogere, bliver vi også friere, siger statsministeren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress