Af Ritzau - 06/09-16 12:36; Opdateret: 06/09-16 13:23

Fem kommuner vil sætte skatten op til næste årFem kommuner vil sætte skatten op til næste år

Blandt andet vil Odense Kommune hæve skatten med 200 millioner kroner.

storybild

Politikerne på Odense Rådhus er enige om, at skatten i Odense Kommune skal hæves, hvis der skal være råd til velfærd. (Billede: Free/Colourbox)

Det kan blive dyrere at være skatteborger i Odense, Kerteminde, Holbæk, Rebild eller Læsø.

De fem kommuner har søgt om tilladelse til at få lov til at hæve skatterne i 2017. Det skriver Social og Indenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Økonomiaftalen mellem regeringen og KL indebærer ellers, at kommunerne samlet set skal holde skatterne i ro i 2017.

Aftalen er dog fleksibel. Det vil sige, at nogle kommuner kan sætte skatten op med i alt 200 millioner kroner, hvis andre kommuner sætter dem tilsvarende ned.

Kommunerne har dog søgt om skatteforhøjelser for samlet cirka 281 millioner kroner. Derfor vil ikke alle ansøgninger blive godkendt, skriver ministeriet.

Den største ansøgning kommer fra Odense Kommune. Kommunen vil gerne hæve skatten med 200 millioner kroner. Kommunens borgmester Anker Boye har allerede varslet højere skatter.

Byrådet håber at kunne hæve skatten med ét procentpoint til 25,5 procent, fordi der mangler penge til velfærd. Odense vil dog fortsat være en af de billigste kommuner på Fyn.

Fredag drøftede landets borgmestre budgetsituationen på et møde i Kommunernes Landsforening (KL), skriver TV 2 Fyn.

Allerede her kom det frem, at der på landsplan er et ønske om at lade skatten stige med mere end de 200 millioner kroner.

KL har derfor på forhånd skrevet til landets kommuner, at skattestigningen udgør et stort problem, fordi økonomiaftalen med regeringen bygger på en forudsætning om uændret skat.

KL opfordrer landets kommuner til at genoverveje behovet for skattestigninger.

Social- og Indenrigsministeriet behandler nu ansøgningerne. Kommunerne kan få et svar på, om de kan hæve skatterne, senest den 16. september.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress