Af Ritzau - 15/04-16 09:09

Offensiv i Aleppo truer fredsproces i GenèveOffensiv i Aleppo truer fredsproces i Genève

Syriens styre fortsætter en offensiv ved Aleppo, hvor der er stigende frygt for et sammenbrud i våbenhvile.

Kampe omkring Syriens næststørste by, Aleppo, er eskaleret i det seneste døgn og truer i stigende grad den historiske våbenhvile og fredsprocessen i Genève, siger iagttagere i området.

Det er syriske regeringsstyrker, oprørere og jihadister, som kæmper om kontrol over områder ved Aleppos udkant.

Observationsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at det syriske regime fortsætter en intens offensiv nord for storbyen, og at der er stigende bekymring for, at den syv uger lange våbenhvile vil bryde sammen på grund af det syriske militærs fremfærd.

De syriske styrker støttes af russiske enheder.

Lederen af Observatoriet, Rami Abdel Rahman, siger, at regimet forsøger af afskære en vigtig vej nord for Aleppo, så hele den østlige del af storbyen vil "være fuldstændig belejret."

EU's udenrigsminister, Federica Mogherini, efterlyser "respekt, stabilisering og gennemførelse af freden."

Kampene i det nordlige Syrien vækker bekymring for fredsprocessen hos flere parter - heriblandt Iran, som støtter det siddende styre i Syrien. Også USA har udtrykt bekymring over den vaklende våbenhvile.

Forhandlingerne i Genève, der blev genoptaget onsdag, er anden runde i den aktuelle fredsproces, efter at USA og Rusland tidligere på året fik banet vejen for en våbenhvile.

De ekstremistiske grupper Nusrafronten og Islamisk Stat er ikke omfattet af våbenhvilen. Men Nusrafronten får nogle steder støtte af mere moderate oprørsgrupper, som er med i aftalen.

Repræsentanter for Assads regime ventes til Genève fredag.

Præsident Vladimir Putin, som er Assads vigtigste allierede, sagde torsdag, at han "nøje følger udviklingen i volden".

Putin fremsatte udtalelsen i en årlig tv-udsendelse, hvor seerne kunne stille spørgsmål til den russiske leder.

Den store knude i fredsforhandlingerne er fortsat, hvorvidt præsident Assad kan blive siddende i en overgangsregering, eller om han - som oppositionen kræver - skal fjernes.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress