Af Ritzau - 07/04-16 22:31

Københavnske gymnasielever drikker mere end andre eleverKøbenhavnske gymnasielever drikker mere end andre elever

Gymnasieelever i København misbruger tobak, alkohol og hash i langt højere grad end elever i resten af landet.

Et vildt gymnasieliv med smøger, sprut og stoffer leves i højere grad af eleverne på de københavnske gymnasier end af elever i resten af landet.

Det viser den første kortlægning af sundheden hos 5000 gymnasieelever i Københavns Kommune foretaget af Statens Institut for Folkesundhed. I alt har mere end 70.000 af landets gymnasieelever i hele landet deltaget i samme undersøgelse.

Det skriver Politiken.

Mens hver 5. københavnske gymnasieelev ryger cigaretter hver dag, tænder kun godt hver 10. gymnasieelev i det øvrige Danmark smøger dagligt.

Også hash og hårde stoffer er dobbelt så udbredt blandt de københavnske elever som i resten af landet.

Formand for Vidensråd for Forebyggelse professor Morten Grønbæk kalder tallene "et stort problem".

- Det er farligt, når uhensigtsmæssige vaner bliver grundlagt i en ung alder. Så er risikoen større for, at forbruget fortsætter langt ind i livet, siger han til Politiken.

Ifølge ungdomsforsker Jens Christian Nielsen, Danmarks Pædagogiske Universitet, handler det vildere ungdomsliv blandt københavnske gymnasiaster om eksponering og lettere tilgængelighed.

- Der er mange fester, barer og kulturelle arrangementer, og den type er der færre af udeomkring i landet. Mulighederne er større i de store byer, mener han.

Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Ninna Thomsen (SF), der har bestilt opgørelsen, er overrasket over resultatet.

- Tallene understreger, at vi skal op i et helt andet gear forebyggelsesmæssigt, hvor kommunen går tættere på, og hvor skolerne også bliver nødt til at tage problemet meget alvorligt, siger hun til Politiken.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress