04/03-16 10:03; Opdateret: 04/03-16 10:37

Bombe under varevogn i Belfast sender mand på hospitaletBombe under varevogn i Belfast sender mand på hospitalet

En mand er såret, efter at formodet bombe placeret under hans varevogn er eksploderet i det østlige Belfast.

En mand er blevet kørt på hospitalet, efter at en formodet sprængladning placeret under hans varevogn eksploderede i den nordirske hovedstad, Belfast, fredag morgen. Det rapporterer BBC.

- På nuværende tidspunkt mener vi, at der er tale om en enhed, der er eksploderet under et køretøj, siger den lokale polititalsmand, Darrin Jones, ifølge Reuters.

Imens mener BBC at vide, at offeret er en fængselsbetjent. Det er dog ikke bekræftet fra officielt hold.

Mandens tilstand er på nuværende tidspunkt ukendt.

Den nordirske politiker Robin Newton fordømmer angrebet:

- Den eller de personer, der har plantet denne enhed, bør fordømmes af alle normalttænkende mennesker, siger han ifølge BBC.

- Dette er en foragtelig handling, og det er heldigt, at ingen er døde, tilføjer han.

Det er uvist, hvem der står bag, eller hvad motivet til angrebet er.

En fredsaftale i 1998 satte stort set en stopper for tre årtiers vold i Nordirland mellem protestanter, der ønsker at forblive britiske, og katolikker, der hellere vil forenes med Irland.

Sporadiske voldelige hændelser sker dog fortsat, og angrebene har især været rettet mod politi og sikkerhedsstyrker de seneste år.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress