08/03-16 22:44

Wolfsburg sender Lasse Nielsen og Gent ud med sejrWolfsburg sender Lasse Nielsen og Gent ud med sejr

De tyske vicemestre var igen stærkere end de belgiske mestre, og Wolfsburg er videre med 4-2 samlet.

Wolfsburg er klar til kvartfinalerne i fodboldens Champions League.

Det blev - ikke særligt overraskende - et faktum, da de tyske vicemestre tirsdag aften vandt 1-0 hjemme over belgiske Gent.

Wolfsburg havde en 3-2-sejr med fra den første kamp, og de belgiske mestre var heller ikke levnet de store chancer før returkampen i Tyskland.

Sejrsmålet blev lavet et kvarter før tid, da André Schürrle fik scoret, så Wolfsburg altså er videre med samlet 4-2.

Den tyske VM-guldvinder fra 2014 stod klar til at sparke bolden i mål, da Julian Draxler smart løb til baglinjen og serverede et godt indlæg for sin landsmand.

André Schürrle havde før scoringen været tæt på at bringe Wolfsburg foran flere gange i kampen mod Gent, der havde danske Lasse Nielsen med i forsvaret i hele kampen.

Nicklas Bendtner var som sædvanlig ikke med i Wolfsburgs trup.

Med avancementet skriver tyskerne et stykke klubhistorie, eftersom det er første gang, at Wolfsburg er med i kvartfinalerne i Champions League.

Det hører dog med til historien, at Wolfsburg i denne sæson er med i den mest prestigiøse europæiske klubturnering for kun anden gang.

Første gang var i 2009/10-sæsonen, hvor klubben var med som regerende tysk mester.

Dengang endte Wolfsburgs Champions League-eventyr med en tredjeplads i gruppespillet.

I denne sæson vandt den tyske klub sin gruppe foran PSV Eindhoven, Manchester United og CSKA Moskva.

Gent kan trods exiten se tilbage på en meget tilfredsstillende sæson i Champions League.

Klubben sluttede som nummer to i gruppespillet efter Zenit, men foran både Valencia og Lyon.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress