Af Ritzau - 23/09-16 13:15

AGF-selskab indfrir forventninger med beskedent minusAGF-selskab indfrir forventninger med beskedent minus

AGF solgte spillere for fem millioner kroner i sidste sæson, og det er med til at sikre et begrænset minus.

Selskabet Aarhus Elite, der står bag superligaklubben AGF, indfrir forventningerne til årsregnskabet for regnskabsåret 2015/2016 og kommer ud med et underskud på 1,4 millioner kroner, oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse.

Det er en forbedring på over 22 millioner kroner i forhold til året før.

Klubben forventede at lande et årsresultat på mellem plus to millioner og minus to millioner.

Administrerende direktør i selskabet, Jacob Nielsen, er glad for, at pilen peger i den rigtige retning efter flere markant rødere regnskaber.

- Årets resultat er i tråd med vores udmeldinger og viser, at vi har fået styr på den primære drift, som er en afgørende forudsætning for at opnå fremgang på og udenfor fodboldbanen i Aarhus.

- Samtidig med at vi har fået balance i økonomien, har vi været i stand til at kanalisere flere midler over i den sportslige sektor til styrkelse af ikke bare spillertruppen, men også hele vores setup omkring holdet.

- Det er den strategi, vi fortsat vil forfølge, og formår vi det, øger vi alt andet end lige sandsynligheden for sportslig succes, siger han.

Omsætningen i selskabet er samtidig steget fra 73 millioner kroner til 110 millioner kroner i forhold til året før.

Forklaringen på den markante stigning finder man i oprykningen til Alka Superligaen i sommeren 2015. Det mærkes særligt på området for entré- og tv-indtægter, der er steget fra otte millioner kroner til 26 millioner kroner

Klubbens omkostninger til administrativt personale og sportsligt personale er samlet steget med fire millioner kroner - fra 57 millioner til 61 millioner kroner.

AGF solgte spillere for fem millioner kroner i regnskabsåret 2015/2016.

I indeværende regnskabsår forventer Aarhus Elite at lande på et resultat mellem plus tre millioner kroner og minus tre millioner kroner.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress