Af Ritzau - 24/10-16 11:17; Opdateret: 24/10-16 11:54

Politi efterlyser video af storbrand i knivstikkersagPoliti efterlyser video af storbrand i knivstikkersag

Videooptagelser af storbrand kan muligvis hjælpe politiet i opklaringen af et knivstikkeri.

Østjyllands Politi efterlyser vidner med hjemmevideooptagelser af en storbrand. Optagelserne kan være vigtige i efterforskning af et drabsforsøg i Højbjerg, som blev begået i sidste uge.

En 23-årig mand blev torsdag i sidste uge stukket med en kniv i overkroppen under den ene arm. Politiet traf manden i forbindelse med en større brand på Michael Drewsens vej i Højbjerg ved Aarhus.

Nu oplyser politiet så, at man er interesseret i at høre fra vidner, som har optaget branden på video. Branden blev anmeldt klokken 13.19, og drabsforsøget skete omkring en halv time senere.

- Vi ved, at der er personer, som har stået og filmet i retning af, hvor knivstikkeriet er foregået. Derfor er vi interesserede i at se de optagelser, siger politikommissær Jesper Jørgensen.

Branden og drabsforsøget har ikke noget med hinanden at gøre. Branden opstod i forbindelse med noget svejsearbejde i en lagerhal på Michael Drewsens Vej.

Ilden spredte sig til flere bygninger og krævede et omfattende efterslukningsarbejde, der varede helt til dagen efter.

Mens politiet var til stede i forbindelse med branden, kontaktede en 23-årig mand en patrulje. Manden var såret af knivstik. Han blev først kørt på skadestuen.

Herfra blev han overført til hospitalet i Skejby, hvor han blev opereret.

Sidst på eftermiddagen torsdag kunne politiet oplyse, at manden var uden for livsfare.

I en pressemeddelelse fra politiet mandag fremgår det, at knivstikkeriet efterforskes som et drabsforsøg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress