Af Ritzau - 09/10-16 13:33

Forlag satser på at sætte PET-bog på hylderne mandagForlag satser på at sætte PET-bog på hylderne mandag

Selv om Politiken har udgivet bogen "Syv år for PET ", kræver forlag ikke erstatning.

Forlaget Peoples Press vil ikke rejse en sag mod Politiken om brud på ophavsretten, efter Politiken søndag har offentliggjort bogen "Syv år for PET" i avisen.

Sådan lyder det fra forlagets kreative direktør Jakob Kvist.

- Ophavsrettigheder er et mindre princip. Der er helt store principper om censur og ytringsfrihed på spil i den her sag.

- Jeg synes, Politiken med sin handling har stillet sig på den rigtige side af kridtstregen, og det kan jeg kun respektere, siger han.

Bogen, der er skrevet af Politiken-journalist Morten Skjoldager og handler om tidligere PET-chef Jakob Scharf, skulle oprindeligt være udgivet 17. oktober.

Men det satte et fogedforbud efter anmodning fra PET foreløbigt stop for torsdag. Natten til lørdag fulgte et fogedforbud for boghandleres salg og mediernes omtale af bogen så.

Men søndag trodsede Politiken det forbud og udgav hele bogen i et særtillæg, hvilket fik PET til at erkende, at man ikke kunne opretholde et fogedforbud.

- Jeg har været i en blanding af skræk og undren de seneste fire dage, og det er jeg stadigvæk. Det er en vild sag, og der er meget store principper på spil, siger forlagsdirektøren.

På forlaget tror man ikke, at man vil kunne rejse en sag, fordi det skal kunne påvises, at forlaget har lidt et tab.

Det mener direktøren ikke, man kan, når forlaget ikke måtte udgive bogen, før Politiken udgav den, og dermed fik ophævet fogedforbuddet.

Derfor vælger direktøren at se fremad.

- Nu skal vi lige vende det med vores advokater, men jeg vil tro, at vi har mulighed for at frigive bøgerne til salg i morgen (mandag, red), siger han.

Det er ikke første gang, at avisen Politiken udgiver omstridte bøger.

Mest berømt er nok "Kommissærens Dagbog " fra 1995 om Ritt Bjerregaards oplevelser som EU-kommissær.

Sagen endte med et forlig, hvor Politiken betalte en million kroner til Ritt Bjerregaard, og daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden blev idømt 20 dages betinget hæfte.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress