Af Ritzau - 28/10-16 19:24

FN arbejder hen imod mere miljøvenlig skibsfartFN arbejder hen imod mere miljøvenlig skibsfart

I 2023 skal der ligge en strategi klar for, hvordan skibsfarten skal reducere udledning af CO2.

Snart skal verdens skibsfart til at være mere miljøvenlig. På et møde i London har FN's Søfartsorganisation, IMO, fredag vedtaget en tidsplan for, hvornår skibsfarten skal reducere udledning af drivhusgasser.

Det har rederibranchen ventet længe på, lyder det fra chefkonsulent og fungerende underdirektør i Danmarks Rederiforening, Jesper Stubkjær, i en skriftlig kommentar.

Han kalder aftalen for "et stort gennembrud".

IMO har også i årevis diskuteret CO2-reduktioner. Hidtil har hverken skibe eller fly været omfattet af FN's klimaaftaler.

På mødet har IMO besluttet, at der i 2018 skal lanceres en foreløbig strategi. Her skal der være forslag til, hvordan man konkret skal reducere skibenes udledning af drivhusgasser.

IMO vil indsamle data for de enkelte skibes CO2-udledninger, og i 2023 skal strategien vedtages endeligt.

Selv om Jesper Stubkjær kalder aftalen for et gennembrud, havde han helst set, at aftalen også havde forholdt sig til, hvornår og hvordan ambitionsniveauet for CO2-reduktionerne skulle besluttes.

- Vi mangler en plan for fastsættelse af reduktionsmål. Det er en svaghed i aftalen, men den nævner dog, at der allerede på næste miljømøde i IMO til foråret bør være drøftelser om netop ambitionsniveauet.

- Derfor opfordrer vi til, at landene går aktivt ind i debatten, så vi får klare reduktionsmål og reduktionsmekanismer. Det skal nemlig gå hånd i hånd, siger han.

Ud over en tidsplan vedtog IMO også et obligatorisk system til dataindsamling af skibenes CO2-udledninger.

- For blot et par år siden var det et meget kontroversielt emne. Sammen med vedtagelsen af en tidsplan for klimastrategien er det et godt billede på, at der nu er vilje til handling, og at der bliver leveret på klimadagsordenen, siger Jesper Stubkjær.

For nylig indgik verdens lande i luftfartsorganisationen ICAO en klimaaftale om fremtidens passagerfly. Den siger, at CO2-udledningen fra fly i 2035 skal være nede på 2020-niveauet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress