Af Ritzau - 17/06-16 16:07; Opdateret: 17/06-16 16:55

To mænd frifindes i fynsk voldtægtssagTo mænd frifindes i fynsk voldtægtssag

- Kære dommer, jeg er ikke et monster, siger 20-årig tiltalt i voldtægtssag. Nu er han og en 21-årig frifundet

Retten i Odense har fredag frifundet to unge mænd, der begge var tiltalt for at voldtage en ung kvinde i forbindelse med en fest i bydelen Bolbro i Odense.

- Efter en samlet vurdering af beviserne i sagen har vi ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at finde de tiltalte skyldige, lyder det fra retsformanden i sagen.

Voldtægterne skulle være sket om formiddagen 30. januar i år efter en fest.

Ifølge anklageskriftet skulle den ene, en 20-årig mand fra Vejle, have tvunget pigen til at have sex. Senere skulle også hans 21-årige ven fra Odense have tvunget hende til samleje på et badeværelse i lejligheden, hvor festen foregik.

- Vi har fundet, at det er meget sandsynligt, at I har udnyttet en svag person og gået længere end hendes grænser. Men på baggrund af modstridende forklaringer og manglende beviser kan vi ikke dømme jer, lyder det i retten.

- Derfor ender det med frifindelse.

Under sagen er det kommet frem, at der under festen blev drukket og taget stoffer. Til stede ved festen var også personer fra grupperingen Black Army.

Begge de tiltalte mænd har erkendt at have haft sex med kvinden. Samtidig har de dog afvist, at der skulle være tale om voldtægt.

Ved fredagens retsmøde gik hele formiddagen med en lang afhøring af kvinden. Forklaringen foregik bag lukkede døre, som det er praksis i sædelighedssager.

Derfor er det uvist, hvad kvinden har sagt, men under både anklagerens og forsvarernes afsluttende bemærkninger blev kvindens troværdighed bemærket.

Den 21-åriges forsvarer Niels Rex påpeger, at hendes personlighed svinger meget.

- Hun tager til banderelaterede fester den ene dag, og den næste dag møder hun op med tørklæde på psykiatrisk afdeling. Det kan være svært for os at forstå, men det siger noget om, hvem hun er, lyder det fra forsvarsadvokaten.

Som det allersidste fik de to tiltalte lov til at udtale sig. Den ret valgte den 20-årige mand fra Vejle at benytte sig af.

- Jeg ved godt, at jeg måske ikke virker som den mest troværdige person. Men jeg er kun vokset op med søstre og kvinder, så jeg kan ikke klare at blive beskyldt for sådan noget her, lyder det fra manden.

- Kære dommer, jeg er ikke et monster, afslutter han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress