Af Ritzau - 06/06-16 06:03

Der er gratis alternativer til WordDer er gratis alternativer til Word

Microsoft vil have dig til at betale op til 80 kroner om måneden for deres populære Office-programmer. Heldigvis findes der alternativer.

Softwaregiganten Microsoft har i de senere år satset massivt på at gøre sine populære tekstbehandlingsprogrammer Word og Excel til abonnementstjenester, som du ikke længere ejer, men lejer.

Fordelen er, at man altid vil have den nyeste version, siger Kim Normann Andersen, som er professor på Department of It Management på CBS i København.

- På den måde har vi brugere et program, der altid taler sammen, så vi ikke ender ud i Office-programmer, hvor det ene filformat ikke passer til det andet, forklarer han.

Ulempen er selvsagt, at man kun har et velfungerende skriveprogram, så længe man betaler.

Microsoft tilbyder, at du kan betale 799 kroner om året eller 79 kroner om måneden for en Office 360-pakke, som giver løbende opdateringer, masser af lagerplads i skyen og muligheden for at installere programmerne på fem computere.

Alternativt kan du betale 500 kroner om året eller 50 om måneden, hvis du kun har én computer.

Kan du leve uden lagerplads, kan du dog nøjes med et engangsbeløb på 1099 kroner.

Og Kim Normann Andersen kan godt forstå, hvis nogle brugere føler, at de bliver tvunget ud i at betale for mere, end de har brug for.

Mange tror, at de ikke kan leve uden Microsoft og Word, men sådan behøver det ikke at være, siger Mathias Flinck, som er journalist på computermagasinet Komputer for alle.

- Der findes faktisk en del alternativer til Microsoft Office, og de er endda gratis. Jeg vil anbefale Libre Office, fordi den indeholder en del af de samme skriveprogrammer som Microsofts Office-pakke, selv om de hedder noget andet, forklarer han.

Eneste udfordring er, at de mange skabeloner der følger med til Microsoft Office ikke i udgangspunktet følger med, men skal hentes ved siden af.

- Værre er det dog ikke, da programmet indeholder henvisninger til, hvor man skal finde dem. Desuden har det en brugervenlig flade lige som Microsoft Office, mener Mathias Flinck.

Inden man vælger sit skriveprogram, bør man tænke over, hvor man planlægger at benytte det.

Er det for eksempel i sommerhuset uden netforbindelse, kan det være nødvendigt med bruge et program, man downloader og har liggende på computerens harddisk.

Har man omvendt adgang til nettet, men har begrænset lagerplads på sin pc eller tablet, kan det anbefales at benytte Googles skriveprogram, Google Docs.

- Det smarte her er, at man kan arbejde flere mennesker i det samme dokument, forklarer Mathias Flinck.

Værd at vide om skriveprogrammer:

- Libre Office er en videreudvikling af programmet Open Office, der stadig findes under Apache Open Office 4.1.2.

- Gratis skriveprogrammer benytter typisk filformatet odt i modsætning til Word-formatet doc, hvilket ikke kan læses af alle betalingsprogrammer.

- Google Docs er i princippet gratis og har mange af de samme funktioner som Microsoft Office.

- Er du typen, der gør flittigt brug af stavekontrollen, når du skriver, bør du overveje Microsoft Office, da stavekontrollen i Word ofte er bedre end i andre skriveprogrammer.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress