10/03-16 13:25

Kvinde frifindes for drabsforsøg i sommerhusKvinde frifindes for drabsforsøg i sommerhus

Byretsdom på fængsel i seks år ændres til 10 måneder i Østre Landsret. Mand blev stukket i maven i Odsherred.

Et knivstik i maven på en midaldrende mand i Odsherred var slet ikke så farligt som først antaget. Og forbrydelsen var ikke et forsøg på at dræbe.

Det er konklusionen i en dom, som Østre Landsret torsdag har afsagt.

46-årige Pia Valentin Græm var tiltalt for forsøg på manddrab, fordi hun havde stukket manden, hendes daværende kæreste, i maven med kniven.

Den anklage fandt Retten i Holbæk i november sidste år bevist, men torsdag er hun blevet frifundet, oplyser kvindens forsvarer.

I stedet er kvinden blevet fundet skyldig i grov vold og straffes med 10 måneder - hvilket er milevidt fra byrettens dom på fængsel i seks år.

- Både Pia Græm og den tilstedeværende familie var tydeligt lettede over afgørelsen, siger advokat Peter Secher Schmidt.

Under sagen har han fremlagt tyske og sydafrikanske undersøgelser, som viser, at det ikke er sandsynligt, at et enkelt stik i maven medfører livsfare.

Knivstikket var ikke dybere end halvanden til to centimeter dybt, oplyser Peter Secher Schmidt.

Volden fandt sted en nat sidste forår i et sommerhus i Hønsinge Lyng. Forinden havde manden truet hende med en kniv, er det tidligere kommet frem.

I øvrigt var der uenighed i Retten i Holbæk, da straffesagen i første omgang blev afgjort.

Her mente et mindretal, at tiltalen om drabsforsøg ikke var bevist, og netop det resultat er Østre Landsret torsdag altså også kommet frem til.

Efter dommen er hun blevet løsladt. Kvinden har siddet frihedsberøvet næsten to måneder ud over den straf, hun er blevet idømt.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress