Af Ritzau - 14/09-16 09:39

Bilbrande i København har altid været et problemBilbrande i København har altid været et problem

Trods flere større sager er der ikke markant flere bilafbrændinger i København i år, viser politiets tal.

Sensommeren har været præget af en række sager om påsatte bilbrande i hovedstaden, men faktisk er det ikke noget nyt fænomen.

For selv om antallet af udbrændte biler i år, ligger i den høje ende, så har der alle dage været problemer med folk, som af den ene eller den anden grund stikker ild på parkerede biler.

- Vi har i år haft afbrændte biler på 99 forskellige steder. Med de to afbrændinger i nat er der blevet brændt 161 biler af alt i alt. Sidste år skete der bilafbrændinger på 112 steder, fortæller efterforskningsleder Jens Møller.

Hvor mange biler, der sidste år gik op i røg, fremgår ikke umiddelbart af politiets statistik. Det er kun antallet af sager, som er registreret.

De seneste episoder med afbrændte biler i hovedstaden fandt sted natten til onsdag. Ved Hjulmagerstien på Amager blev en cirka 25-årig mand iført en grå hættetrøje set flygte fra stedet på en knallert. På stedet udbrændte en personbil. Også på Nørrebro gik en bil op i røg.

Antallet af sager med afbrændte biler i København i år svarer til, at der i gennemsnit er løbet 2,7 anmeldelser ind ugentligt. Sidste år har der været 2,2 sager om ugen.

Spørgsmålet er derfor, om den seneste tids megen omtale af bilbrande har en berettigelse i virkeligheden, eller om det blot er omtale af noget allerede kendt.

- Det er ikke noget nyt. Men det er klart, at når vi hen over nogle dage har mere end 20 afbrændte biler, så er det usædvanligt, fortæller Jens Møller.

Også Københavns Vestegns Politi, der dækker en række omegnskommuner i Hovedstadsområdet, har døjet med bilbrande.

Hos Vestegnens Politi fortæller kommunikationsansvarlig Claus Buhr, at politiet efterforsker ud fra en palet af forskellige motiver.

- Få af dem ligner faktisk utilpassede unge. Meget mere ligner forsikringssvig, afpresning eller brand opstået i elektriske installationer, skriver Claus Buhr i en mail.

Vestegnens Politi har i øvrigt natten til onsdag fået endnu en brandsag. Denne gang var der dog ikke tale om en bil, men en kebabvogn ved Åmarken Station, som ved 1.30-tiden gik op i røg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress