20/03-16 15:11

FCM-anfører bebrejder holdet for afgørende fejlFCM-anfører bebrejder holdet for afgørende fejl

FCM-lejren er utilfreds efter søndagens nederlag, hvor midtjyderne ikke var klar i flere situationer.

FC Midtjylland fik i sidste weekend alle tre point mod Hobro, og søndagens superligakamp lignede langt hen ad vejen endnu tre point til midtjyderne, men en 2-0-føring ved pausen blev sat over styr, og Sønderjyske vandt 3-2.

FCM-anfører Jakob Poulsen var utilfreds med sønderjydernes mål, som kom ud af fejl.

- Der var tre situationer, hvor vi ikke var klar, og der straffede de os benhårdt. Ved det første mål fik bolden lov at springe helt ind i feltet, og så var Nikolaj Madsen helt fri bagerst.

- Ved det andet mål var der et hav af fejl, og det tredje er et drømmemål. Det er lidt sværere at gøre noget ved.

- Det er de enkeltstående situationer, der var afgørende, og vi var ikke klar. Vi var heller ikke dygtige nok til at få puttet bolden ind i den anden ende. Vi havde et par muligheder, siger Jakob Poulsen.

Ifølge FCM-cheftræner Jess Thorup havde man godt styr på kampen i første halvleg, men i anden halvleg blev fejlene afgørende for kampen, og midtjyderne blev straffet.

- Vi havde en god følelse i pausen, hvor vi følte, at vi havde spillet taktisk godt. Vi skulle bare ind og fortsætte.

- Scoringerne kom ud af fejl, og dem lavede vi for mange af i dag. Vi fulgte ikke vores mand på standarden ved det første mål. Det andet mål er omstilling, hvor vi blev straffet. Det tredje mål var der ikke så meget at gøre ved.

- Men vi har chancerne både til at udligne og til mere end det, men vi skal kæmpe hårdt i øjeblikket for at få marginalerne over på vores side, siger Jess Thorup

Med søndagens nederlag er FC Midtjylland på fjerdepladsen med 35 point. Det samme antal som Brøndby, men midtjyderne har dog en bedre målscore.

Brøndby møder senere søndag Esbjerg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress