26/01-16 10:30

Thailand holder valg i 2017 - også uden ny forfatningThailand holder valg i 2017 - også uden ny forfatning

Parlamentsvalg næste år skal bidrage til en løsning på Thailands dybe krise mellem de røde og de gule.

Thailand holder parlamentsvalg i 2017 - også selv om et udkast til en ny forfatning ikke bliver vedtaget ved en folkeafstemning senere i år, siger den thailandske premierminister, general Prayuth Chan-ocha.

- Uanset om forfatningsudkastet bliver vedtaget eller forkastet ved folkeafstemningen i år, så vil regeringen udskrive et valg i 2017, siger premierministeren.

Militæret i Thailand ophævede landets tidligere forfatning, da det i maj 2014 greb ind over for måneders politisk uro i Bangkok. Landet har siden været styret af en militærjunta.

Militærjuntaen har tidligere sagt, at en ny forfatning skal være på plads, inden et valg kunne afholdes på premierministerens "køreplan for vejen frem mod demokrati".

Et udkast til den nye forfatning ventes at blive offentliggjort fredag.

Et udkast til en ny forfatning i Thailand blev nedstemt i efteråret af et såkaldt reformråd. Kritikere havde især hæftet sig ved, at forfatningen ville tillade, at militæret til enhver tid ville kunne afsætte den folkevalgte regering og udskifte den med et særligt "krisepanel".

Reformrådets forkastelse af forfatningsudkastet i efteråret var et nederlag for Prayuth Chan-ocha, som var kupleder, da militæret efter længere tids uro i gaderne tog magten fra det demokratisk valgte parlament i Thailand i maj 2014.

Juntaen sagde, at den ville skabe orden i kaos og afslutte den årelange politiske rivalisering mellem "de røde" og "de gule".

"De røde" er tilhængere af en bevægelse skabt af den tidligere premierminister og milliardær Thaksin Shinawatra, der nu lever i eksil i Dubai for at undslippe anklager om korruption.

Thaksin trodsede den traditionelle magtelite i landet ved at støtte de fattige områder, hvor hans fjender beskylder ham for at have købt sig til politisk opbakning til rødskjorterne, som er en græsrodsbevægelse og et netværk i landets fattige områder.

"De gule" består overvejende af aktivister fra middelklassen og eliten i byerne, og de regner sig for mere kongetro end andre i det ellers meget royale Thailand.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress