Af Ritzau - 01/11-16 03:37

\"Sveriges Schindler" erklæret død 71 år efter sin forsvinden

Raoul Wallenberg, der reddede tusindvis af ungarske jøder og siden blev anholdt af russerne, er officielt død.

Den svenske diplomat Raoul Wallenberg, der reddede tusindvis af ungarske jøder i løbet af Anden Verdenskrig, er mandag endegyldigt blevet erklæret død af de svenske myndigheder, over 70 år efter at han forsvandt.

Det skriver TT.

Men da liget af "den svenske Oscar Schindler", som han er blevet kaldt, aldrig er fundet, er mysteriet omkring hans forsvinden stadig ikke opklaret.

Wallenberg udstedte svenske papirer til titusindvis af jøder i Ungarn, der under krigen var besat af Nazityskland. På den måde kunne de flygte og undgå at ende livet i en koncentrationslejr.

Men blot få måneder inden krigens afslutning invaderede Sovjetunionen den ungarske hovedstad, Budapest, og kaldte den svenske diplomat til deres hovedkvarter i januar 1945.

Herefter forsvandt han, og hans skæbne blev siden i Den Kolde Krig en betændt sag mellem Vesten og Sovjetunionen.

- Den officielle dato for hans død er sat til 31. juli 1952, siger Pia Gustafsson fra de svenske skattemyndigheder ifølge AFP.

- Det er en ren formel dato, men vi har skullet vælge en dato mindst fem år efter hans forsvinden, og der var tegn på, at han var i live indtil slutningen af juli 1947, siger hun.

Ifølge de officielle russiske meldinger døde Wallenberg i et fængsel i Moskva i 1947.

Men ingen dokumenter har nogensinde kunnet bekræfte, at han døde det år, og rygter om at svenskeren var blevet set rundt omkring i det sovjetiske fængselssystem varede til langt op i 1980'erne og bidrog til spekulationer om, at han kunne være i live.

Den sidste gang Wallenberg med sikkerhed blev set i live var i januar 1945. Her fortalte han kolleger i Budapest, at han sammen med sin chauffør Vilmos Langfelder var på vej til Debrecen for at møde den fremrykkende sovjetiske Røde Hær.

Her blev Wallenberg anholdt af den sovjetiske kontraspionageenhed Smersh på ordre fra det sovjetiske forsvarsministerium.

Han blev sat på et tog til Moskva, men derefter findes kun stumper af verificerbart og offentligt tilgængeligt materiale om hans videre skæbne.

Beslutningen om at erklære Raoul Wallenberg for død er taget, efter at hans familie har bedt om at få et dødsattest fra den svenske stat.

Mindesmærker for Wallenbergs heltedåd findes overalt i verden - også i Moskva.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress