Af Ritzau - 01/12-16 21:32

FCM-træner: Ros giver ingen mening efter nul pointFCM-træner: Ros giver ingen mening efter nul point

Jess Thorup ville have rost sit hold efter kampen imod Silkeborg, men efter nul point er det meningsløst.

FC Midtjylland måtte torsdag aften rejse hjem med et 1-2-nederlag til Silkeborg IF, selvom herningenserne var dominerende i første halvleg.

De formåede at bevare gejsten i anden halvleg, men målene udeblev. Dem fik Silkeborg til gengæld to af, da Nicklas Helenius scorede på de få chancer, han fik.

Derfor ville cheftræner Jess Thorup også gerne have rost sit hold for præstationen overordnet set, men efter nul point virkede det nytteløst.

- Det er latterligt at stå at sige, at man gerne ville have rost dem efter kampen. Det giver ingen mening, når vi har fået nul point med fra Silkeborg, siger Jess Thorup efter kampen.

Cheftræneren påpeger, at et mål før pausen ville have ændret kampen.

- Vi spillede en rigtig god første halvleg, hvor problemet var, at vi ikke fik scoret i de gode perioder. Det er vi trætte af.

- Jeg kan egentlig også godt acceptere anden halvleg, men vi lavede to fejl, som kostede mål. Så er det klart, at det er op ad bakke, når vi kun scorede et mål i den anden ende, siger han.

Silkeborg kom stort set ikke til chancer i første halvleg, og derfor ærgrer FCM-træneren sig ekstra over, at hans hold ikke fik udbytte.

- Jeg vil gerne score flere mål, og det gjorde vi ikke i dag, og derfor vandt vi ikke kampen, siger Jess Thorup.

FC Midtjylland er nu blevet indhentet af Randers i tabellen, hvor de begge har 32 point for 19 kampe, men cheftræneren fortæller, at de tager en kamp ad gangen.

- Vi skal ikke kigge på Brøndby og FC København, men fokusere på os selv i stedet. Der kommer snart et slutspil, og det er vigtigt, at vi kommer så godt henimod det som muligt, siger Thorup.

FC Midtjyllands næste kamp er imod AGF, som besøger MCH Arena.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress