Af Ritzau - 12/05-16 22:07

Ærgerlig Randers-spiller: Mulighed for fjerdeplads røgÆrgerlig Randers-spiller: Mulighed for fjerdeplads røg

Kasper Fisker er ked af, at holdet ikke længere er i spil til fjerdepladsen. Den kunne være nået, mener han.

Randers var inden kampen mod Brøndby inde i en god stime, og det fik spillerne til at tro på, at fjerdepladsen, der giver mulighed for europæisk fodbold, var inde for rækkevidde.

Med et 0-2-nederlag til Brøndby torsdag aften er den mulighed ifølge Kasper Fisker udenfor rækkevidde.

- Muligheden for at få fjerdepladsen røg i dag. Jeg havde drømt om den, og jeg havde troet på fjerdepladsen, fordi vi har spillet, som vi har gjort på det sidste, siger Fisker.

- Det spil viste vi også i dag, men vi tabte, og dermed røg muligheden for europæisk deltagelse definitivt.

Han ærgrer sig over, at det netop er efter en god præstation mod Brøndby, at de mister muligheden.

- Vi spillede en god kamp og var Brøndby overlegne i alt, men ikke på måltavlen. Vi havde mange muligheder, og vi burde have scoret i dag, siger Kasper Fisker.

- Det er træls, at muligheden glipper for os i dag, men vi skal tage det positive med os, og vi der var heldigvis mange gode ting, vi kunne tage med videre.

For Colin Todd har fjerdepladsen aldrig været et tema, men han er dog stadig ked af, at hans mandskab ikke slap afsted med sejren, som han mener, de fortjente.

- Jeg har aldrig talt med spillerne omkring fjerdepladsen. For mig har det hele tiden handlet om at vinde hver kamp, og vi ydede en god indsats i dag uden at få valuta for det, siger Colin Todd.

I hans optik var Randers det bedste mandskab, men defensive fejl blev dyrebare for hjemmeholdet.

- Vi var klart det bedste hold, men det var bare ikke vores dag i dag. Vi var ikke i stand til at levere defensivt, da det var nødvendigt. De scorede på et indlæg, hvor vi ikke får clearet, og på det andet mål dækker vi ikke ordentligt op, siger Colin Todd.

Næste opgave for Randers er på mandag, hvor de møder Viborg ude.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress