Af Ritzau - 03/08-16 10:36

Tjek udstillingsmodeller før du køberTjek udstillingsmodeller før du køber

Du kan ofte gøre en god handel, hvis du vælger at købe en vare, der har stået fremme til udstilling i butikken. Men tjek varen grundigt.

Hvis du står i møbelforretningen eller i elektronikbutikken, og sælgeren tilbyder dig at købe en udstillingsmodel, er der flere ting, du skal være opmærksom på, før du slår til.

For selv om en udstillingsmodel typisk vil være billigere, må du samtidig forvente, at den bærer præg af at have stået fremme i butikken. Det betyder, at ridser og eventuelle pletter er en del af købet.

Men hvis du kommer hjem og finder ud af, at varen ikke virker som den skal, har du ret til at få pengene tilbage, siger Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

- Her har man de samme rettigheder som ved andre køb. Man har to års reklamationsret, hvis varen ikke lever op til det aftalte. Det vil sige, hvis den fejler noget funktionelt, siger Vagn Jelsøe.

Ifølge købeloven kan du i sagens natur ikke forvente at få pengene tilbage, hvis du selv har ødelagt varen. Derfor kan det være en god idé at sikre dig, at varen virker efter hensigten, før du tager den med hjem.

- På en udstillingsmodel må man forvente enkelte ridser og skrammer, men hvis det er mere end det, kan det være en god idé at gennemgå varen ganske grundigt. Den må kun fejle noget i udseendet, siger Vagn Jelsøe.

Det er typisk let at afgøre om en maskine eller et stykke elektronik virker efter hensigten.

Men hvis udseendet er en stor del af varens funktion, som for eksempel møbler, kan det være sværere at afgøre, om varen virker efter hensigten.

Hvis du har købt en sofa, der har været udstillingsmodel, og du opdager en fejl, har du typisk ikke ret til at få varen byttet, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på sin hjemmeside.

Men du kan stadig klage over møblets stand.

Efter købelovens regler har møbelhandleren nemlig ret til at undersøge, hvad årsagen til problemet er.

Ofte vil du få besøg af en konsulent, der vurderer fejlen. Hvis konsulenten giver dig ret, skal møbelhandleren inden for rimelig tid udbedre fejlen, oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Fakta: Ophævelse af køb

- Hvis du vælger at ophæve dit køb af en vare, og du vil have dine penge tilbage, har du krav på at få dækket eventuelle udgifter til levering af din vare. Det gælder også for udstillingsmodeller.

- Du kan kun ophæve dit køb, hvis du kan levere varen tilbage i samme stand, som du har modtaget den.

- Hvis du vil klage over en vare, bør du sende en skriftlig klage til forhandleren. Hvis det ikke hjælper, kan du søge hjælp via Center for Klageløsning, der hjælper i uoverensstemmelser om et forbrugerkøb. Det koster 100 kroner.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress