14/03-16 13:50

To kamppiloter dræbt i flystyrt i YemenTo kamppiloter dræbt i flystyrt i Yemen

Et kampfly fra De Forenede Arabiske Emirater styrtede ned nær Yemens næststørste by, Aden. To piloter døde.

To piloter fra De Forenede Arabiske Emirater blev dræbt, da deres kampfly mandag styrtede ned i Yemen, hvor en koalition under ledelse af Saudi-Arabien bekæmper en iranskstøttet oprørsbevægelse. Det oplyser talsmænd for koalitionen.

Mirage-kampflyet styrtede ned ved daggry på grund af en teknisk fejl, meddeler koalitionen i en erklæring ifølge det saudiarabiske nyhedsbureau SPA.

Tidligere havde De Forenede Arabiske Emirater meldt flyet "savnet" uden at oplyse yderligere detaljer.

Øjenvidner fortæller, at et fly fløj ind i et nærliggende bjerg mandag. Dette er ikke bekræftet fra officielt hold.

Det er første gang, at et kampfly fra Emiraterne er styrtet eller skudt ned, siden den saudiarabisk-ledede offensiv begyndte i marts sidste år.

Tidligere har koalitionen mistet et fly fra henholdsvis Bahrain og Saudi-Arabien.

Koalitionen optrappede dens angreb på oprørernes baser ved havnebyen Aden i sidste uge.

Al-Qaeda og Islamisk Stat (IS) har udnyttet konflikten i Yemen til at vinde terræn, og jihadisterne har øget deres tilstedeværelse i Aden, som er Yemens næststørste by.

I juli sidste år vristede den saudiarabisk-ledede koalition Aden fra houthi-oprørerne, som er støttet af Iran.

Yemens regering har hovedsæde i byen, efter den er blevet tvunget ud af landets hovedstad, Sanaa, af oprørerne. Men selv i Aden kæmper regeringen for at bevare kontrollen.

Ifølge FN er flere end 6100 mennesker - omkring halvdelen af dem civile - blevet dræbt i Yemen, siden den saudiarabisk-ledede koalition indledte sine luftangreb i landet i marts sidste år.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress