05/02-16 02:57

LinkedIn bliver kvast på Wall Street efter regnskabLinkedIn bliver kvast på Wall Street efter regnskab

Netværket for karrieremennesker forudser en lavere end ventet indtjening, og det bliver straffet på børsen.

LinkedIn, der står bag verdens største netværkshjemmeside for jobsøgende og fagfolk, formår ikke at leve op til investorernes forventninger til indtjeningen, og det har torsdag kostet aktionærerne i det amerikanske selskab dyrt.

I efterhandlen på Wall Street falder kursen med over 26 procent, efter at LinkedIn i forbindelse med sit kvartalsregnskab kom med skuffende skøn for indeværende kvartals økonomiske præstation.

Indtjeningen per aktie ventes at blive på 55 cent og omsætningen forudses at lande på cirka 820 millioner dollar.

Begge tal er klart dårligere end aktieanalytikernes forventninger på henholdsvis 74 cent og 867 millioner dollar ifølge estimater indsamlet af Thomson Reuters.

LinkedIn forklarer de skuffende udsigter med en svag udvikling på rekrutteringsmarkederne uden for Nordamerika "som følge af de globale økonomiske forhold", hedder det i regnskabsmeddelelsen.

Gennem forretningsområdet Talent Solutions hjælper LinkedIn selskaber verden over med at finde potentielle medarbejdere.

I fjerde kvartal omsatte LinkedIn for knap 862 millioner dollar. Det er cirka en tredjedel mere end i samme kvartal året før.

Store udgifter til at ekspandere i lande uden for USA, blandt andet i Kina, samt opkøb af andre virksomheder resulterede i et underskud på 8,4 millioner dollar i de sidste tre måneder af 2015.

Fraregnes disse ekstraordinære poster fra regnskabet havde selskabet en indtjening per aktie på 94 cent.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress