26/01-16 14:21

DIF udtager Danmarks største medaljehåb til OLDIF udtager Danmarks største medaljehåb til OL

René Holten Poulsen er nu officielt udtaget til OL i Rio, hvor målet er at forbedre fjerdepladsen fra London.

Tidligere på måneden blev René Holten Poulsen kåret til Årets Sportsnavn i 2015, og nu er kajakroeren klar til at jagte nye triumfer ved OL til sommer.

Danmarks Idrætsforbund (DIF) har tirsdag formelt udtaget den dobbelte verdensmester til legene i Rio de Janeiro, oplyser DIF og Team Danmark i en pressemeddelelse.

- Han er vores største medaljehåb i Rio, og jeg tror ikke, at René ser anderledes på det. Desuden er han en foregangsperson, som sætter nye standarder i forhold til vilje og ambitioner, siger DIF's OL-chef de mission, Morten Rodtwitt.

Dermed får den 27-årige falstring mulighed for at revanchere sig for skuffelsen fra OL i London, hvor han måtte nøjes med en fjerdeplads.

- Mentalt er jeg i dag et helt andet sted, end jeg var for fire år siden, hvor jeg slæbte jeg mig selv til OL i sidste øjeblik. Denne gang er der langt bedre styr på alt det praktiske og træningen på grund af min træner, og det betyder meget.

- Det hele er bygget op om mig, siger René Holten Poulsen.

Rene Holten Poulsen er verdensmester på både 500 meter og 1000 meter, men kun sidstnævnte distance er på OL-programmet.

OL begynder i Rio de Janeiro 5. august.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress