Af Ritzau - 26/04-16 17:37

Britisk støtte til EU faldt under Obamas besøgBritisk støtte til EU faldt under Obamas besøg

To målinger, der blev offentliggjort tirsdag, viser modstridende udfald af den britiske EU-folkeafstemning.

De britiske modstandere af EU har en snæver føring i den seneste ICM-meningsmåling, der blev offentliggjort tirsdag.

Målingen viser, at 44 procent af briterne vil stemme for at blive i EU, mens 46 procent vil stemme for, at landet skal forlade unionen. Målingen omfatter ikke vælgere, der endnu ikke har besluttet, hvad de vil stemme.

Meningsmålingen er foretaget online i dagene 22.-24. april under den amerikanske præsident, Barack Obamas, besøg i landet.

En anden måling fra ORB, som blev offentliggjort tirsdag i avisen The Telegraph, viser, at 51 procent af de britiske vælgere ønsker at blive i EU, mens antallet af modstandere er på 43 procent. I forhold til en tidligere ORB-måling er antallet af tilhængere faldet to procentpoint, mens modstandersiden er gået frem med to procentpoint.

Obama opfordrede under sit besøg briterne til at stemme for at blive i EU, som han kaldte "en af de største, politiske bedrifter i nyere tid". Han advarede om, at Storbritannien både vil miste indflydelse i Europa og på globalt plan, hvis landet træder ud af Den Europæiske Union.

I dagene før Obamas besøg viste en meningsmåling lavet for Daily Mail og ITV News, at 51 procent vil stemme for fortsat medlemskab, mens 40 procent vil have landet ud af EU. De resterende ni procent er i tvivl.

Andre meningsmålinger tyder på en noget tættere afgørelse ved afstemningen 23. juni.

En måling fra TNS viste for nylig 38 procents opbakning til at blive i EU, mens 34 procent går ind for at kappe båndene med en såkaldt brexit.

Storbritanniens premierminister, David Cameron, har forhandlet med Den Europæiske Union om at ændre landets forhold til EU, således at briterne kan få mere selvbestemmelse, og migranters ret til sociale ydelser i Storbritannien begrænses.

Cameron ønsker at blive i unionen, men andre topfolk fra Camerons regering ønsker at forlade EU.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress