Af Ritzau - 16/09-16 23:34; Opdateret: 17/09-16 01:48

FN's Sikkerhedsråd aflyser hastemøde om SyrienFN's Sikkerhedsråd aflyser hastemøde om Syrien

Rusland lægger pres på FN's Sikkerhedsråd for at godkende en aftale om Syrien, men flere lande er afventende.

FN's Sikkerhedsråd har fredag aflyst et hastemøde, hvor en amerikansk-russisk aftale om Syrien skulle have været drøftet.

Det oplyser diplomatkilder ifølge nyhedsbureauet AFP. Den pludselige aflysning er sket på foranledning af både Rusland og USA ifølge kilderne.

Der er ingen oplysninger om årsagen til aflysningen.

Men i en udtalelse fra Det Hvide Hus "understreger" præsident Barack Obama ifølge nyhedsbureauet Reuters, at USA ikke vil gå videre med næste skridt i aftalen med Rusland, "før vi ser syv sammenhængende dage med aftagende vold og vedvarende humanitær adgang".

På mødet i Sikkerhedsrådet skulle amerikanske og russiske udsendte have fremlagt detaljerne i en fælles aftale, som blandt andet indeholder et krav om våbenhvile i Syrien.

Desuden skulle de informere de øvrige medlemslande om levering af nødhjælp til Syrien og den fælles indsats mod de islamistiske oprørere i landet.

Rusland, som er Syriens vigtigste allierede, presser på for at få Sikkerhedsrådet til at godkende aftalen. Men Frankrig og andre rådsmedlemmer har sagt, at de bliver nødt til at kende flere af detaljerne i aftalen først.

Ifølge aftalen skulle alle parter, fra våbenhvilen trådte i kraft mandag aften, tillade levering af fødevarer og anden hjælp at nå frem til borgerne i den belejrede by Aleppo.

Men fredag havde nødhjælpskonvojer, der befinder sig tæt på grænsen til Tyrkiet, endnu ikke fået lov til at sætte kursen mod Aleppo.

Tidligere fredag oplyste en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, at USA ikke vil sætte gang i et planlagt militært samarbejde med Rusland mod islamistgrupper i Syrien, før nødhjælp er blevet bragt ind i landet.

Både USA og FN har lagt hovedskylden for den manglende nødhjælp på det syriske regime under præsident Bashar al-Assad, som ikke har villet give grønt lys til nødhjælpskolonnerne.

Rusland har på sin side givet amerikanskstøttede oprørsgrupper skylden for forsinkelserne i nødhjælpsarbejdet. Russerne siger, at de ikke overholder våbenhvileaftalen.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress