Af Ritzau - 09/09-16 06:52; Opdateret: 09/09-16 07:07

Nordkorea fejrer nationaldag med atomprøvesprængningNordkorea fejrer nationaldag med atomprøvesprængning

Nordkorea bekræfter en vellykket atomprøvesprængning. Sprængningen fordømmes internationalt.

Nordkorea har gennemført en "succesfuld" atomprøvesprængning på landets nationaldag.

Det oplyser nordkoreansk stats-tv fredag, skriver flere internationale nyhedsbureauer.

- Vores atomfysikere har foretaget en prøvesprængning af et nyudviklet atomsprænghoved fra et af landets nordlige anlæg, oplyser den kvindelige tv-vært ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vores parti har sendt en lykønskning til vores atomfysikere for at have gennemført en vellykket prøvesprængning af atomsprænghovedet, lyder det videre.

En talsmand for det sydkoreanske forsvarsministerium oplyser ifølge nyhedsbureauet Yonhap, at eksplosionen blev målt til omkring ti kiloton.

Hvis sprængkraften viser sig at holde stik, vil det være den kraftigste atomprøvesprængning af de fem, som Nordkorea har gennemført til dato.

Rystelserne blev målt til en styrke på 5,3 på den skala, der normalt bruges til at måle jordskælv. Atomprøvesprængningen er gennemført på Nordkoreas nationaldag, hvor grundlæggelsen af nationen tilbage i 1948 bliver markeret.

- Eksplosionen på ti kiloton var næsten dobbelt så kraftig som den fjerde prøvesprængning og kun en smule mindre end Hiroshima-bomben, der blev målt til 15 kiloton, siger Kim Nam-wook fra Sydkoreas meteorologiske bureau ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Sydkoreas præsident, Park Geun-Hye, kalder sprængningen endnu et eksempel på den nordkoreanske leder, Kim Jong-uns, "maniske hensynsløshed".

Imens siger Japans premierminister, Shinzo Abe, at endnu en atomprøvesprængning i Nordkorea ikke vil blive tolereret.

Japan har sendt en officiel klage over eksplosionen. Samtidig har landet sendt to fly på vingerne for at måle eventuel radioaktivitet

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress