27/01-16 08:26

De fem store fodboldligaer har vokseværk i 2016De fem store fodboldligaer har vokseværk i 2016

På grund af voksende indtægter fra aftaler om tv-rettigheder øger de europæiske fodboldklubber omsætningen.

200 milliarder kroner forventes de europæiske fodboldklubber at generere i den kommende sæson.

Væksten er især drevet af de fem store ligaer, der tilsammen står for 58 procent af den samlede omsætning. Det viser en international undersøgelse fra Deloitte.

- Lige nu ser vi en solid vækst blandt de europæiske fodboldklubber, der i gennemsnit vokser cirka syv procent om året.

- Væksten er dog primært drevet af de fem store ligaer, Premier League, Ligue 1, Bundesligaen, Serie A og La Liga.

- Tilsammen forventes de at generere hele 117 milliarder kroner i omsætning i den kommende sæson. Der er enorme summer på spil, siger sportsøkonom i Deloitte Jesper Jørgensen i en pressemeddelelse.

2016 byder også på nye rettighedsaftaler for både den engelske Premier League og Spaniens La Liga. Det sætter turbo på omsætningen, mener Jesper Jørgensen.

- Klubbernes primære indtægtskilde består stadig af de penge, der tjenes på salget af tv-rettigheder. Derfor har det en kæmpe betydning, når aftalerne fornys.

- Alene i Premier League forventes de hjemlige rettigheder at bidrage med 18 milliarder kroner årligt i løbet af de næste tre sæsoner. Det er en stigning på hele 71 procent.

Samtidig er det ikke kun i Europa, at tv-seerne vil se europæisk fodbold.

- Europæisk topfodbold er i stigende grad blevet en eksportvare i både Asien og USA. Eksempelvis forventer Premier League at hive mere end 10 milliarder kroner hjem på udenlandske rettighedsaftaler i den kommende sæson.

- Det skal ikke blot ses i lyset af øget interesse blandt det internationale publikum, men også det faktum, at flere og flere klubber har udenlandske ejere og sponsorer, mange med asiatisk eller mellemøstlig baggrund, siger Jesper Jørgensen.

Fodbold er dermed ikke blot en god underholdningsmaskine, men også en attraktiv investering.

- Mere end halvdelen af Premier League-klubberne har udenlandske ejere, og mere end tre fjerdedele har en udenlandsk hovedsponsor.

- Særligt de kinesiske investorer har senest vist øget interesse for de europæiske fodboldklubber. Denne tendens forventes at fortsætte gennem hele 2016, siger Jesper Jørgensen.

Ved siden af tv-rettigheder er der mange penge at tjene på kommercielle aftaler. Manchester Uniteds tiårige aftale med Adidas sikrer eksempelvis klubben en indtægt på næsten 800 millioner kroner om året.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress