09/02-16 02:44

Forskere har måske bevist 100 år gammel Einstein-teoriForskere har måske bevist 100 år gammel Einstein-teori

Ifølge rygter er der banebrydende nyt på vej om såkaldte tyngdebølger. Torsdag udløses spændingen.

Det rumler i forskerverdenen, hvor der torsdag ventes store nyheder. Iagttagere kalder det en af de største opdagelser igennem tiden - hvis altså rygterne bekræftes.

Der er tale om den mulige eksistens af såkaldte tyngdebølger. De menes at blive skabt af enorme objekter i rummet som sorte huller og supernova-eksplosioner.

Den verdensberømte fysiker Albert Einstein forudså allerede for et århundrede siden, at tyngdebølger eksisterede. Men ingen har formået direkte at måle deres eksistens og den energi, de transporterer på tværs af universet.

Einsteins forudsigelse fremsagde han i forbindelse med den vigtige relativitetsteori, som danner grundlag for meget forskning i dag.

I 1915 mente den tyske fysiker dog ikke, at man nogensinde ville kunne observere bølgerne.

Hvis forskere torsdag afslører, at de har fundet frem til tyngdebølger, kan det være med til at gøre os klogere på, hvordan universet blev skabt.

Rygterne om et gennembrud begyndte at cirkulere i forskerverdenen i januar.

Det er videnskabsmænd ved Advanced Laser Interferometer Gravitational Wave Observatory (Ligo), der skulle være i færd med at udarbejde en forskningsartikel om tyngdebølger, som de angiveligt havde opdaget ved hjælp af målingsudstyr i USA.

- Mit tidligere rygte om Ligo er blevet bekræftet af uafhængige kilder. Bliv hængende! Tyngdebølger kan være blevet opdaget!! Spændende, lyder det i en Twitter-besked fra Lawrence Krauss, kosmolog ved Arizona State University, der ikke arbejder for Ligo.

Beskeden på det sociale medie har sat gang i en storm af spekulationer.

Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at Ligo torsdag klokken 16.30 dansk tid vil levere en meddelelse ved et pressemøde i Washington.

Her vil forskere give "en statusrapport om bestræbelserne på at observere tyngdebølger", lyder det i invitationen til begivenheden.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress