Af Ritzau - 24/10-16 23:05

Blå partier kan ikke se fidus med lettelser for boligskatBlå partier kan ikke se fidus med lettelser for boligskat

Regeringens plan om at føre boligskat tilbage i form af skattelettelser møder modstand hos DF og K.

Der bliver skudt med skarpt fra flere partier i blå blok mod regeringens løfte om at friholde boligejere for stigende skat.

Venstres plan er at sende penge tilbage i boligejernes lommer ved at lette skatten på arbejde, hvis skatten på boligerne stiger mere end ventet. Men løsningen holder ikke vand på længere sigt, mener støttepartier.

Både Dansk Folkeparti og De Konservative er kritiske, skriver Jyllands-Posten.

- Vi har meddelt regeringen, at det er en ommer, siger De Konservatives finansordfører, Brian Mikkelsen, til avisen.

Han peger på, at det ikke er til boligejernes fordel at få lavere skat. Skattelettelsen går nemlig til alle - ejere som lejere.

Teknisk betyder regeringens forslag, at statens provenu fra boligskat ikke skal overstige de nuværende godt 43 milliarder kroner om året.

Bliver kassen mere fyldt, skal pengene føres tilbage i form af lempelser i skatten på arbejde.

Dansk Folkeparti bider dog som De Konservative mærke i, at det ikke nødvendigvis er boligejerne, der betaler regningen, som også får pengene retur.

- Det er mere retorik end reel politik, for det kan ikke lade sig gøre i den virkelige verden at få pengene tilbage i de samme lommer, siger DF's finansordfører, René Christensen, til Jyllands-Posten.

Partierne mødes tirsdag for at genoptage forhandlingerne om boligskattepakken, der blev lagt frem fra regeringen for nylig.

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, erkender, at tilbagebetalingen aldrig kan blive én-til-én. Han siger til Jyllands-Posten, at regeringen hellere vil bruge pengene på skattelettelser end et kæmpebureaukrati.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress