Af Ritzau - 03/10-16 02:37; Opdateret: 03/10-16 03:45

Colombias præsident vil kæmpe videre for fredsaftaleColombias præsident vil kæmpe videre for fredsaftale

Præsident Santos og leder af oprørsgruppe står side ved side og håber fortsat på fred trods vælgernes dom.

Hverken Colombias præsident, Juan Manuel Santos, eller lederen af oprørsgruppen Farc, Rodrigo Londono, har opgivet den fredsaftale, som landets vælgere stik imod alle forventninger og meningsmålinger forkastede ved en folkeafstemning søndag.

Juan Manuel Santos erkender, at vælgerne med et spinkelt flertal har afvist den aftale, som han i sidste uge underskrev sammen med Rodrigo Londono.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

- Flertallet har sagt "nej" til aftalen, siger han i en tv-transmitteret tale, men tilføjer:

- Jeg giver ikke op. Jeg vil fortsætte med at indgå fred til den sidste dag (som præsident, red.).

Santos fastslår, at våbenhvilen stadig er gældende. Og afstemningen vil ikke påvirke stabiliteten i landet, understreger han.

Mandag mødes han ifølge Reuters med alle politiske partier for at finde en måde at føre fredsprocessen videre på.

Nej-siden vandt med under et halvt procentpoint. Kun godt 37 procent af de stemmeberettigede udnyttede muligheden for at give deres mening til kende.

Det er uvist, hvad der nu skal ske. Før afstemningen sagde den 53-årige Santos, at han var sikker på opbakning til aftalen fra vælgerne.

En afvisning ville derimod ifølge Santos være en "katastrofe" for landet. Det ville ifølge ham indebære risiko for en genoptagelse af den længst varende væbnede konflikt i Latinamerika.

Farc-leder Rodrigo Londono siger ifølge Reuters, at gruppen fastholder sit ønske om fred trods vælgernes afvisning.

- Til de colombianere, som drømmer om fred, regn med os. Fred vil sejre, siger han.

Londono understreger, at Farc "kun vil anvende ord som våben".

Kommentatorer og medier i Colombia sammenligner chokresultatet med de britiske vælgeres overraskende "ja" i juni til at forlade EU.

Modstandere af aftalen har raset over, at regeringen har forhandlet med oprørsgruppen, som de anser for at være terrorister.

- Det er absurd at belønne de kriminelle, narkohandlere og drabsmænd, som har gjort landet til en katastrofe de seneste 50 år, siger Jose Gomez, en 70-årig pensionist, som stemte "nej", ifølge AFP.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress