Af Ritzau - 19/04-16 14:05; Opdateret: 19/04-16 14:51

Ukraine aftaler fangebytte med Rusland under Løkke-besøgUkraine aftaler fangebytte med Rusland under Løkke-besøg

Ukraines præsident siger på pressemøde med Lars Løkke Rasmussen, at ukrainsk pilot snart kan være på fri fod.

Rusland og Ukraine har aftalt en fangeudveksling, der ifølge Ukraines præsident betyder, at en ukrainsk helikopterpilot, som for nylig blev idømt 22 års fængsel i Rusland, kan løslades.

Nadija Savtjenko udveksles, hvis aftalen holder, for de russiske soldater Jevgenij Jerofejev og Aleksander Aleksandrov. De to blev mandag idømt 14 års fængsel i Ukraine.

Meldingen fra Petro Porosjenko falder i forbindelse med et pressemøde med den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), som i øjeblikket besøger Kijev.

Porosjenko siger ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at parterne har aftalt en "algoritme", der kan føre til hendes løsladelse.

Præsidenten uddyber ikke alle betingelser i aftalen, men han fortæller, at mandagens dom til de to russere åbner mulighed for, at man kan udveksle.

Mandag talte Porosjenko og Ruslands præsident, Vladimir Putin, i telefon, hvor de drøftede udveksling af krigsfanger.

Også nyhedsbureauet AP rapporterer, at Nadija Savtjenko ifølge Porosjenko vil blive løsladt.

Den ukrainske helikopterpilot blev for knap en måned siden idømt 22 års fængsel i Rusland, efter at hun er blevet kendt skyldig i drab på to russiske journalister.

Piloten er dømt for drabene, efter at have ledet et morterangreb i den omstridte, østlige del af Ukraine.

Savtjenko blev efterfølgende fanget af russiske separatister og smuglet ind i Rusland, hvor hun blev stillet for en domstol.

I hele perioden har hun været meget aktiv i sin argumentation for, at retssagen er politisk og ikke retfærdig.

Under domsafsigelsen måtte domstolen i Rusland ifølge nyhedsbureauet dpa holde pause, da Savtjenko brød ud i ukrainske slagsange.

Nadija Savtjenko har under russisk fangenskab gennemført flere sultestrejker.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress