Af Ritzau - 27/06-16 16:18

Djokovic indleder Wimbledon-titelforsvar med let sejrDjokovic indleder Wimbledon-titelforsvar med let sejr

Den forsvarende Wimbledon-mester, Novak Djokovic, åbnede årets turnering med en sejr i tre sæt.

Den serbiske tennisstjerne Novak Djokovic har indledt jagten på sin tredje Wimbledon-titel på stribe med en let arbejdsdag på det berømte græstæppe på Centre Court.

Djokovic mødte den lokale helt, James Ward, der trods publikums højlydte opbakning var chanceløs mod verdensetteren som vandt 6-0, 7-6, 6-4.

Kun i andet sæt fik Djokovic en smule sved på panden mod verdens nummer 177, da han med en føring på 3-1 tabte sit eget serveparti og senere blev tvunget ud i en tiebreak. Her strammede storfavoritten dog skruen og vandt sikkert med 7-3.

I tredje sæt brød Djokovic tidligt Wards serv og bragte sig foran 2-1. Selv om briten med flot slid holdt kampen i live ved at vinde sine egne servepartier, kom han aldrig mere op på siden af den serbiske stjerne.

Mens kampuret rundede de to timer, kunne Novak Djokovic serve sejren hjem med 6-4 i tredje sæt.

I næste runde venter formentlig endnu en overkommelig opgave, når han skal op imod franskmanden Adrian Mannarino, der er placeret som nummer 55 på verdensranglisten.

Novak Djokovic har vundet Wimbledon tre gange, i 2011, 2014 og 2015. I alt har karrieren budt på 12 grand slam-titler for den 29-årige serber.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress