Af Ritzau - 31/07-16 13:59

Sejrsløse Sønderjyske taber hjemme til oprykkerSejrsløse Sønderjyske taber hjemme til oprykker

Sønderjyske er fortsat uden sejr i Superligaen, efter holdet søndag tabte 0-1 hjemme til Lyngby.

Sønderjyske er som følge af de europæiske kampe inde i et hårdt kampprogram med to kampe om ugen, og dette kostede dyrt i søndagens superligakamp mod Lyngby, hvor sønderjyderne indkasserede sæsonens andet hjemmebanenederlag.

Oprykkerklubben kunne rejse hjem til Sjælland med en 1-0-sejr på et mål af Mikkel Rygaard i anden halvleg.

Tidligere på ugen sikrede Jakob Michelsens Sønderjyske-mandskab sig et fremragende udgangspunkt til returopgøret i Europa League-kvalifikationen, da sønderjyderne på udebane besejrede polske Zaglebie Lubin med 2-1.

Sønderjyske havde som følge af dette sparet flere spillere til kampen mod Lyngby og stillede med en startopstilling uden profiler som Tommy Bechmann, Johan Absalonsen og Marc Dal Hende.

Hverken Sønderjyske eller Lyngby formåede at skabe de helt store chancer i første halvleg, og det udviklede sig hurtigt til en søvndyssende affære.

Efter en ikke prangende første halvleg kom hjemmeholdet godt ud til anden halvleg, men uskarphed og flere brændte chancer forhindrede en Sønderjyske-føring til et ellers opstemt publikum på lægterne.

Skarpheden var til gengæld at finde hos gæsternes Mikkel Rygaard, der efter en times spil sendte et langskud i netmaskerne og bragte Lyngby i front.

Johan Absalonsen, Tommy Bechmann og Marcel Rømer blev senere skiftet ind, men det ændrede ikke ved, at Sønderjyske indkasserede et nyt nederlag på hjemmebane.

Sønderjyske har blot hentet et point i de første tre ligakampe, mens Lyngby står noteret for fire.

Næste opgave for Sønderjyske bliver på torsdag, når holdet hjemme i Haderslev møder polakkerne i returopgøret i Europa League-kvalifikationen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress