Af Ritzau - 26/05-16 16:58

Hurtigere og bedre mobilt internet på vej til alle i EUHurtigere og bedre mobilt internet på vej til alle i EU

Især yderområderne får fordel af en EU-beslutning om hurtigere mobilt internet ved at bruge nyt frekvensbånd.

Danmark og alle andre EU-lande er kommet et skridt tættere på at få bedre og hurtigere mobilt internet for alle inden sommeren 2020.

Det vil især gavne de mange yderområder, der i dag oplever store huller i dækningen.

EU-landenes teleministre har torsdag på et møde i Bruxelles godkendt en plan om at bruge et nyt frekvensbånd - det såkaldte 700 megahertz-bånd - til at skaffe større kapacitet til mobilt internet.

De lave frekvenser omkring 700 megahertz kan nemmere trænge gennem bygninger og række langt ud i yderområderne end højere frekvenser.

Forsynings-, klima og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) glæder sig over udsigten til bedre internet til alle.

- Det er en prioritet for regeringen, at alle danskere har en god mobil- og bredbåndsdækning, siger han.

700 megahertz-frekvensbåndet, som EU-landene nu vil bruge til mobilt internet, anvendes i dag til antenne-tv, men der er god plads til begge dele, mener EU-landene.

Det er desuden langt billigere at sætte flere antenner op for at sikre en god mobil dækning end at grave kabler ned i tyndt befolkede yderområder.

Alle Folketingets partier indgik i februar sidste år en aftale om en digital vækstplan for Danmark, hvor brugen af 700 megahertz-frekvensen var et af de mange initiativer.

Men for at sikre et godt signal uden støj fra kraftige tv-signaler i nabolande er det vigtigt, at EU-landene koordinerer deres indsats, siger Lilleholt.

- Dermed undgår vi støj på nettet, som der var risiko for, hvis ikke alle gør det samtidig, siger ministeren efter EU-beslutningen.

Lars Christian Lilleholt siger samtidig, at EU-landene har aftalt at skabe sikkerhed for dem, der ser antenne-tv, også efter 2020.

Økonomiminister Henk Kamp fra det hollandske EU-formandskab kalder beslutningen, der stadig mangler godkendelse i Europaparlamentet, for "et vigtigt skridt" i retning af hurtigt internet til alle i EU.

- Hurtigt internet er ikke kun vigtigt for den økonomiske udvikling i EU, men også i hverdagen for borgerne, siger Henk Kamp.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress