Af Ritzau - 21/09-16 04:04

Obama giver 360.000 personer på flugt håb om et nyt hjemObama giver 360.000 personer på flugt håb om et nyt hjem

Et halvt hundrede lande har forpligtet sig til i år at tage imod flere kvoteflygtninge end sidste år.

Omkring 50 lande vil i år samlet tage imod 360.000 flygtninge. Det er næsten dobbelt så mange, som det antal en række lande forpligtede sig til at åbne dørene for i 2015.

Det siger USA's præsident, Barack Obama, på et topmøde tirsdag om flygtninge ifølge nyhedsbureauet AFP.

Mødet finder sted i forbindelse med FN's Generalforsamling denne uge i New York.

Det Hvide Hus har ikke offentliggjort en komplet liste med de 52 lande, Obama taler om, eller de enkelte nationers løfter.

Obama lovede på vegne af landene også, at den humanitære hjælp sættes til tre milliarder dollar i år.

I sidste uge meddelte præsidenten, at USA næste år vil modtage 110.000 flygtninge i det kommende år. Heraf 40.000 fra Mellemøsten. Det er en stigning på 30 procent i forhold til de 85.000, der i år får lov til at komme ind i landet.

I sin tale kom Obama også med en klar reference til den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump. Han har foreslået, at USA midlertidigt lukker sine grænser for muslimske immigranter.

Obama advarer mod at lytte til Trumps argument, om at muslimske indvandrere udgør en særlig trussel. Det vil bare gavne ekstremistiske islamister og sende et signal om, at USA "på en eller anden måde er modstander af islam" ifølge præsidenten.

- Det er en afskyelig løgn, som bør afvises af alle lande, siger Obama.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, understreger, at behovet for at hjælpe flygtninge er enormt. Næsten 1,2 millioner af de mest sårbare flygtninge har behov for at kunne bosætte sig i et andet land ifølge Ban.

- Men trods det blev bare lidt over 100.000 bosat i godt 20 lande i fjor, siger han ifølge nyhedsbureauet NTB.

EU-præsident Donald Tusk fastslår samtidig på mødet, at "tiden med ukontrolleret migration" er forbi og ikke vil gentage sig.

Det er en henvisning til de ofte kaotiske scener, der sidste år udspillede sig, da flere europæiske lande havde svært ved effektivt at holde styr på strømmen af mennesker på flugt fra krig og økonomisk nød.

- Det vil ikke gentage sig. Vi arbejder hen mod et slutmål, om at flygtninge vil få asyl i EU-medlemslande via bosættelser og ikke ved at begive sig ud på en farlig og ofte tragisk rejse organiseret af smuglere, siger Donald Tusk i en skriftlig udtalelse.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress