Af Ritzau - 23/11-16 01:01; Opdateret: 23/11-16 01:39

Colombia og Farc underskriver ny fredsaftale torsdagColombia og Farc underskriver ny fredsaftale torsdag

Colombia er kommet et stort skridt nærmere varig fred, efter de stridende parter er blevet enige om ny aftale.

Den colombianske regering og guerillabevægelsen Farc vil torsdag underskrive en ny fredsaftale.

Det sker, efter at en tidligere fredsaftale, der skulle sætte en stopper for mere end 50 års væbnet konflikt i landet, blev forkastet ved en folkeafstemning i oktober.

Det oplyser parterne i en fælles erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Delegerede fra regeringen og Farc er nået til enighed om en endelig aftale, der skal stoppe konflikten og skabe stabilitet og vedvarende fred, lyder det i meddelelsen fra forhandlerne.

Parterne skal formelt underskrive aftalen torsdag i Colon-teatret i Colombias hovedstad, Bogotá.

Når aftalen er underskrevet, skal den endeligt godkendes i Kongressen.

Den reviderede aftale vil blive underskrevet af Farcs leder, Rodrigo Londono, og Colombias præsident, Juan Manuel Santos.

Santos blev i oktober tildelt Nobels fredspris for sin kamp for at skabe fred med oprørerne.

Fredsprocessen er forløbet over en periode på fire år, hvor parterne har forsøgt at finde en fredelig løsning på konflikten, der har kostet over 200.000 mennesker livet.

Den colombianske regering offentliggjorde i sidste uge et udkast til den nye aftale i et forsøg på at få opbakning, efter at den første aftale blev forkastet.

Beslutningen om at lade Kongressen ratificere aftalen i stedet for en folkeafstemning vil givetvis skabe vrede i oppositionen.

Især forhenværende præsident Alvaro Uribe var indædt modstander af den oprindelige aftale og krævede store ændringer i den reviderede version.

Uribe mener, at den nye aftale ligner den oprindelige for meget og kræver blandt andet, at oprørslederne skal fængsles for deres ugerninger.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress