Af Ritzau - 08/08-16 15:59; Opdateret: 08/08-16 16:22

Kæmpe flyselskab er tilbage i luften efter computerfejlKæmpe flyselskab er tilbage i luften efter computerfejl

Fly fra Delta Airlines er i luften igen, efter at computerfejl har skabt problemer på alle afgange hele dagen.

Efter en kaotisk mandag med et globalt computernedbrud kan det amerikanske flyselskab Delta Airlines nu så småt begynde at sende fly i luften igen.

De titusindvis af passagerer, der er strandet rundt omkring i verden, skal dog ikke regne med at komme hurtigt afsted.

- Passagerer på vej mod lufthavnen kan forvente forsinkelser og aflysninger, oplyser Delta Airlines.

Alle selskabets afgange over hele verden er mandag blevet ramt af enten forsinkelser eller aflysninger som følge af et sammenbrud i dets computersystem.

Fejlen har skabt forsinkelser på Deltas afgange over hele USA og har blandt andet også ramt rejsende fra Heathrow-lufthavnen i London, der har ventet i lange køer ved skrankerne i afgangshallen.

Personalet i de påvirkede lufthavne har været nødt til at skrive boardingpas ud i hånden, og tusindvis af passagerer har tilbragt natten på gulvet, skriver den amerikanske tv-station NBC.

Det amerikanske flyselskab er ansvarlig for omkring 5000 afgange om dagen. Det er ikke oplyst, hvor mange af disse der er ramt af forsinkelser og aflysninger.

Ofte kan en stor mængde af forsinkelser føre til massive problemer for flytrafikken i flere dage.

Amerikanske flyselskaber har gennem det seneste år oplevet en række alvorlige computerproblemer.

For mindre end tre uger siden var det store lavprisselskab Southwest Airlines nødt til at aflyse over tusind flyafgange, skriver den amerikanske tv-station CNN.

Flyselskaber står ifølge tekniske eksperter generelt over for en tiltagende risiko for computerforstyrrelser på grund af nye tiltag som blandt andet muligheden for at komme på internettet ombord på flyene.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress