Af Ritzau - 07/06-16 12:59

Nøglevidne afviser politiforklaring i byggekartelsagNøglevidne afviser politiforklaring i byggekartelsag

- Det husker jeg ikke at have sagt, lyder det fra et centralt vidne i sag om prisaftaler i byggebranchen.

Et afgørende vidne i sagen mod den tidligere formand for Dansk Byggeri Martin Skou Heidemann afviser tirsdag i Retten i Helsingør politiets udlægning af hans tidligere afhøring.

Det sker i en større sag om kartelvirksomhed blandt byggeselskaber i København.

Her er Skou Gruppen og dennes direktør, Martin Skou Heidemann, anklaget for at have aftalt priser i forbindelse med et bud på konstruktion af en tagterrasse med selskabet N.H. Hansen & Søn.

Arne Christensen, der tidligere har været ansat hos N.H. Hansen & Søn, fortalte ifølge politiets rapporter under sin afhøring, at han havde videresendt priser til Skou Gruppen.

- Det husker jeg ikke at have sagt. Og jeg har gjort indsigelse mod rapporten, fordi der var en masse bilag, jeg ikke måtte se. Jeg fik heller ikke lov til at gennemlæse den i fred og ro, siger Arne Christensen i retten tirsdag.

Derfor nægtede han at underskrive rapporten om sin afhøring. Han afviser samtidig at have sendt noget videre til Skou Gruppen.

- Jeg har aldrig sendt noget. I hvert fald ikke en mail, for så havde I fundet det, siger Arne Christensen.

Anklageren var dog ikke færdig der. Arne Christensen har nemlig betalt en bøde, hvor det af grundlaget fremgår, at det var for at have videresendt priser.

- Jeg underskrev det, fordi jeg ikke havde noget valg. Det ville koste mig en million kroner at køre den sag til ende.

- Min advokat sagde, at jeg kunne se frem til syv års retssager og stadig ikke være sikker på at vinde. Sådan er det danske retssystem altså, siger Arne Christensen.

Sagen er en del af et større sagskompleks om kartelvirksomhed blandt byggeselskaber i Storkøbenhavn.

En stribe virksomheder har allerede betalt millionbøder, men Martin Skou Heidemann, der var formand for interesseorganisationen Dansk Byggeri, da sagen startede, nægter.

Skou Gruppen er blot en af i alt 33 virksomheder, der er blevet sigtet i sagen. 17 firmaer har valgt af acceptere bøder for samlet over 25 millioner kroner.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress