27/01-16 17:51

Center for seksuelle overgreb: Pind har lyttet til osCenter for seksuelle overgreb: Pind har lyttet til os

Voldtægtsofre mødes for ofte med mistro hos politiet. Det ændres forhåbentlig nu, siger centerleder.

Mødet med politiet kan for nogle voldtægtsofre være alt andet end trygt og imødekommende.

Derfor er det positivt, at regeringen med et nyt udspil vil sikre, at ofrene får en bedre behandling, siger Hanne Baden Nielsen, leder af Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet.

- Mange kan få en følelse af, at de selv bærer skylden, når de som noget af det første i deres møde med politiet kan blive spurgt, "hvilket tøj havde du på?", og "var du fuld?"

- Nu lægges der op til, at kvinderne skal føle sig godt modtaget hos politiet, og at det skal være nemmere at indgive en anmeldelse. Spørgsmålene skal være faglige og saglige, siger Hanne Baden Nielsen til Ritzau.

Hun hæfter sig også ved, at der skal indføres lister over bistandsadvokater, så det bliver nemmere at få et overblik over, hvilke advokater der kan påtage sig opgaven.

Det skal medvirke til, at alle relevante oplysninger kommer frem under efterforskningen og ved en eventuel retssag.

- Det vil betyde, at den samlede oplevelse hos politiet bliver mere positiv, uanset om sagen kommer for retten, eller om den bliver henlagt, siger Hanne Baden Nielsen.

Hun roser i det hele taget justitsminister Søren Pind (V) for at have lyttet til den kritik, som centret sammen med en række organisationer har rejst af indsatsen mod voldtægt og hjælpen til ofrene.

- Vores kritik er blevet taget meget seriøst i ministeriet, og de seks punkter i udspillet favner de problemstillinger, vi har rejst, siger Hanne Baden Nielsen.

- Jeg tror virkelig, at udspillene vil gøre en forskel for de kvinder og mænd, som bliver udsat for et seksuelt overgreb.

Også i folketingssalen er der bred opbakning til planen. Den roses af regeringens støtteparti Dansk Folkeparti, men også af SF og Enhedslisten.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress