Af Ritzau - 11/11-16 12:45; Opdateret: 11/11-16 13:15

Hollande og Trump skal tale politik uden omsvøbHollande og Trump skal tale politik uden omsvøb

Fredag vil den franske præsident have svar på, hvilken politik Donald Trump vil føre fra Det Hvide Hus.

Det bliver direkte og uden unødvendige høflighedsfraser, når Frankrigs præsident skal tale med sin kommende amerikanske kollega Donald Trump.

Den franske præsident, François Hollande, skal senere fredag tale i telefon med Donald Trump, der er blevet valgt til USA's næste præsident. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

I løbet af samtalen vil han have at vide, hvor Trump står i en række spørgsmål.

- Jeg vil søge at få klarhed (fra Trump, red.) på en række områder. Vi er nødt til at tale sammen uden omsvøb, siger Hollande til tv-stationen France2.

Det er uklart, hvornår præsidenten og Donald Trump vil mødes på telefonlinjen. Det kommer dog til at ske i løbet af fredagen.

François Hollande har tidligere sagt, at han er spændt på at finde ud af, hvilken politik USA's næste præsident, Donald Trump, vil føre fra Det Hvide Hus.

Han vil blandt andet have afklaret, hvad valget af Trump betyder for de økonomiske og handelsmæssige forbindelser med USA.

Samtidig har han efterlyst svar på, om valget får konsekvenser for den internationale klimaaftale, der blev vedtaget i Paris sidste år, og som netop er trådt i kraft. Den har Donald Trump truet med at trække USA ud af.

Allerede torsdag havde Donald Trump den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i røret. Det oplyser en talsmand for Merkel ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De talte blandt andet om USA's og Tysklands tætte bånd, lyder det.

Mens Angela Merkel aldrig har trykket hånd med Donald Trump, tager hun i næste uge imod præsident Barack Obama.

De to statsledere skal blandt andet diskutere de strandede forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og USA.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress