19/01-16 04:45

Brite blæser Venus Williams ud af Australian OpenBrite blæser Venus Williams ud af Australian Open

Amerikaneren fik ikke et ben til jorden i kamp mod fremadstormende brite. Johanna Konta vandt 6-4, 6-2.

Venus Williams' grand slam-turnering nummer 69 blev en kort fornøjelse. Den ældste Williams-søster er ude af turneringen efter første runde, da hun tirsdag fik en tennislektion i Melbourne af den britiske komet Johanna Konta, der vandt 6-4, 6-2.

Venus Williams er den ældste spiller i turneringen, som hun debuterede i tilbage i 1998. Johanna Konta er til gengæld debutant i Australian Open.

Den 35-årige amerikaner sluttede sidste sæson stærkt, og hun var igen spået en god turnering i Australien.

Men kun 79 minutter inde i turneringen var Williams ude.

Den syvdobbelte grand slam-vinder nåede sidste år til kvartfinalen, men blev fra start blæst omkuld af den 24-årige Konta, der brød amerikaneren to gange i første sæt, som hun vandt relativt nemt.

Modstanden blev endnu mindre i andet sæt. Australsk-fødte Konta havde opbakning fra publikum, og briten sprintede sig til en 5-0 føring, før Williams fik lov at pynte lidt på resultatet.

Konta er kun placeret som nummer 47 i verden, og sejren er derfor på papiret en stor overraskelse. Men hvor Venus Williams' karriere går på hæld, er Konta steget hele 98 pladser på ranglisten de seneste 12 måneder.

Konta møder i næste runde vinderen af kampen mellem Carina Witthoeft og Saisai Zheng.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress