22/02-16 09:22

De danske butikker fik mere travlt i januarDe danske butikker fik mere travlt i januar

Mens december bød på en skuffelse for salget i butikkerne, kunne de starte 2016 med smil på læben, viser tal.

Der var god gang i de danske butikker i januar. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge tallene steg detailsalget med 0,5 procent i januar efter et fald på 0,8 procent i december. Kigger man tilbage til januar 2015, var salget i sidste måned samlet én procent højere.

Specielt salget af tøj steg i måneden i takt med, at temperaturen faldt.

- Ifølge DMI var december måned usædvanlig varm, mens januar var relativt kold, så det kunne tyde på, at noget af salget af vintertøj, der normalt ligger i december, er blevet flyttet til januar, skriver Danmarks Statistik.

Mens stigningen i detailsalget var en smule større end ventet er der langt fra tale om en forbrugsfest, der kan få økonomerne til at klappe i hænderne.

- Mandagens lunkne detailsalgstal og det kun hæderlige niveau for forbrugertilliden fra i fredags giver ikke grund til at forvente en forbrugsfest. Men vores forventning om en moderat forbrugsfremgang i 2016 ser dog stadig ud til at holde vand, skriver Jyske Banks seniorøkonom Niels Rønholt i en kommentar.

Heller ikke Steen Bocian, cheføkonom hos Dansk Erhverv, kan finde større entusiasme frem.

- Målt over 3-måneder, så har detailsalget været uændret. Der er altså med andre ord trods den pæne fremgang i januar ikke noget som indikerer stærk forbrugsvækst i 2016.

- Når man kombinere det med at forbrugertilliden har været vigende, så tegner der sig et billede af en forbrugsudvikling, som nok vil være positiv i 2016, men som næppe vil være stærk nok til at sikre solid fremgang i dansk økonomi, skriver han.

Der ud over steg internethandlen til at udgøre 6,3 procent af omsætningen, et pænt stykke over niveauet fra januar sidste år, der lå på 5,4 procent.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress